Aabybro Handels og Erhvervsforening tager for alvor hul på forårets aktiviteter med at sætte fokus på den grønne omstilling.
Det sker lørdag 30. april kl. 10.00 til 14.00 i Aabybro Centret, hvor der vil være mange forskellige indslag, oplyser Thomas Sørensen, formand for Aabybro Handels- og Erhvervsforening.
Fokus på fjernvarme
Med de stigende gaspriser er Aabybro Fjernvarmeværk ekstra hot for tiden, og varmeværket vil være til stede både med konkurrencer og ikke mindst for konkret at fortælle om planerne for udbygning af fjernvarmen mod både Biersted og Nørhalne samt mod Birkelse og Ryå.
El-biler og loppemarked
Jammerbugt Kommune er også at finde i centret med sin skraldekravane.
Det er en lastbil, hvor man kan se, hvordan man skal sortere sit affald for at gøre det korrekt, og kommunen er også klar med konkurrencer.
For børnene er der både hoppeborg og el-biler sponsoreret af HopNord, men der er også el-biler for de voksne, da også Nissan Aabybro og Kaas Biler viser køretøjer frem.
Lise åbner sin pølsevogn, og der er loppemarked for private. Det er muligt til og med torsdag at bestille en stand til 50 kroner på hjemmesiden, www.aabybrohandel.dk
Støt Knæk Cancer
Samtidig slutter Aabybro Handels- og Erhvervsforening yderligere op om den grønne omstilling ved at sælge indkøbsnet i fire forskellige farver, der kan bruges igen og igen i stedet for køb af plastikposer.
Nettet bærer navnene på både Aabybro Handels- og Erhvervsforening samt Knæk Cancer, da handelsstanden donerer 50 pct. af salgsprisen til Knæk Cancer Aabybro.
– Desuden er der stadig åbent for, at butikker og erhverv kan nå at komme med flere aktiviteter, fortæller Thomas Sørensen.