Jammerbugt Kommune har nu fået papir på milliongave fra Sol og Strand
Endnu en milepæl i udviklingen af Hune er nået. Jammerbugt Kommune har formelt overtaget Ilsigvej 21, hvor Sol og Strand Feriehusudlejning i mange år har haft både hovedkontor og lokalbureau for Blokhus.
Den store grund kommer til at spille en central rolle i den masterplan, der beskriver Hunes fremtidige udvikling. For at understøtte områdets udvikling har Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld valgt at donere grund og bygninger til Jammerbugt Kommune.
– Uden den store donation ville det have været meget svært at realisere visionsplanen, idet projekter af denne skala kræver betydelig finansiering og prioritering i kommunalt regi, siger borgmester Mogens Chr. Gade (V).
Donationen, der repræsenterer en værdi af 14 millioner kroner, består af en grund på 14.000 kvadratmeter samt 1.700 kvadratmeter bygninger. Selv om Jammerbugt Kommune fik besked om gaven allerede i foråret, er glæden fortsat stor, og med overdragelsen kan kommunen nu reelt gå i gang med udviklingen af lokalområdet.
– Der er mange ønsker på banen – både i forhold til infrastrukturen men også i forhold til at få etableret et forsamlingshus, siger Mogens Chr. Gade.
– Med overtagelsen af matriklen kan vi blive mere konkrete i vores planlægning, og det bliver muligt for private investorer at byde ind i forhold til at realisere udviklingsplanen. Det er vigtigt, at projektet udvikles i overensstemmelse med både visionsplanen og det aftalegrundlag, der er knyttet til gaven, siger Mogens Chr. Gade.
Borgmesteren forventer, at der i løbet af 2026 foreligger konkrete planer for, hvordan området kommer til at se ud – og at de første konkrete tiltag kan realiseres i begyndelsen af 2027.
Formanden for fondens bestyrelse, Jens Stadum, glæder sig over, at Ilsigvej 21 nu formelt er overdraget til Jammerbugt Kommune.
– Jeg håber og tror på, at fonden med denne donation kan medvirke til en fortsat positiv udvikling af det lokalområde, som Sol og Strand har været en del af i årtier – til glæde for både fastboende og gæster i området, siger Jens Stadum.
Sol og Strand Feriehusudlejning vil dog fortsat sætte sit præg på bybilledet. Den 1. oktober næste år får lokalbureauet adresse på Pirupvejen 1 – det nuværende Kirkensgaard i Hune. Medarbejderne fra hovedkontoret flytter ind i Hatschek Hus, der er under opførelse på den tidligere Eternitgrund i Aalborg.
– Jeg føler virkelig, at vi har fundet det rigtige setup for både hovedkontor og lokalbureau. Vi har længe vidst, at Ilsigvej 21 udgør en betydelig del af masterplanen, og nu bliver det muligt at komme videre med de spændende planer for byens udvikling. Personligt glæder jeg mig til at følge projektet, som gerne skulle gøre det endnu mere attraktivt at bo i og besøge området, siger administrerende direktør, Per Dam.
Fakta
Masterplan Hune er en visionsplan, der beskriver hvordan den fremtidige udvikling af Hune kan se ud. Ønsket er at skabe en levende og oplevelsesrig helårs- og turistby, hvor naturen, grønne forbindelser og sociale hverdagsfællesskaber er i centrum.
Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld blev etableret, da grundlæggerne af Sol og Strand Feriehusudlejning, ægteparret Margit og Kjeld Andersen, i 2019 overdrog hovedparten af ejerskabet til fonden. Fondens formål er at støtte almennyttige og almenvelgørende formål.
Sol og Strand Feriehusudlejning varetager virksomheden udlejning af omkring 7000 sommerhuse i hele Danmark og er et af de største danske feriehusudlejningsbureauer.




