Tekst: Martin Frandsen – Foto: Poul Nymark
Hos Kunstcafeen i Blokhus er Anita Michaelsen og personalet klar med masser af god mad og høj service til sommerens store rykind, men allerede nu kan Kunstcafeen mærke, at der er mange folk i Blokhus.
– Jeg ved ikke, om sommersæsonen allerede er godt i gang, men fra uge 24 har vi haft meget mere travlt, end vi plejer, fortæller Anita Michaelsen.
Det er ugerne 29, 30 og 31, der helt klart er de største på året, men Anita Michaelsen kan også mærke, at skuldersæsonen bliver længere og længere samt bedre og bedre.
– Derfor kan man heller ikke bestille bord hos os om sommeren. Men kig bare forbi, her er masser af plads, og det hele glider så let, fortæller hun.
En sjov dag
Kunstcafeen har nyligt holdt sin personaledag med deltagelse af ikke mindre end 30 kokke, tjenere og opvaskere.
– Vi var en tur i Fårup Sommerland og spiste så sammen bagefter på Salino, fortæller Anita Michaelsen.
– Det er en tak til personalet og en anden måde at være sammen på, end når vi arbejde sammen. Det var en rigtig hyggelig dag, fortæller Anita Michaelsen.
Hun vil gerne op på et personale på 35-38 stykker.
– Jeg har lige ansat tre nye, men hvis der er nogle interesserede, så skal de endelig sige til, siger Anita Michaelsen, der glæder sig til en ny varm og god sommer i Blokhus.