1.august overdrages det legendariske brune værtshus Lanternen i Blokhus til en ny ejer.
Stedet er et af de få tilbageværende brune værtshuse i Nordjylland, og selvom det ikoniske værtshus siden 1971 har været et populært samlingssted i Blokhus, har det vist sig vanskeligt at finde den rette person til at drive stedet videre.
Det fortæller bygningens ejer, den 75-årige entreprenør Torben Christensen fra Nørresundby, som også har sommerhus i Blokhus. Værtshusejeren har tidligere forsøgt at leje stedet ud, men det lykkedes ham ikke at finde en lejer. I stedet blev det dengang sat til salg for 9.900.000 kr.
Der har været to seriøse henvendelser på det seneste, og nu er det lykkedes at få en handel på plads.
Det forlyder, at stedet genåbner senere på sommeren
Han vil dog ikke afsløre hvem der har købt bygningen, men det er en fra egnen, lyder det hemmelighedsfuldt.

Værtshuset har ikke været i drift siden vinteren 2023, da forhenværende forpagter opsagde lejemålet. På daværende tidspunkt arbejdede frivillige på at bevare Lanternen ved at sælge folkeaktier, men den plan kuldsejlede. I stedet købte og overtog entreprenøren Torben Christensen stedet af daværende ejer – ejendomsinvestoren John Andersen – med overtagelse april 2024.
Herefter gik han straks i gang med en omfattende ombygning med forhåbninger om at stedet kunne genåbne foråret 2025.
Alt omkring værtshusdelen og de unikke historiske rammer er uforandrede, men baglokalerne fik en omfattende renovering med nyt køkken, lager og opgraderede personalefaciliteter. Bygningen på 298 m2 er godkendt til 149 gæster, og derudover er der et udendørs område med plads til 50 gæster.

-Jeg har brugt rigtig mange midler på at få opdateret huset, fortæller han og fortsætter: Lanternen fremstår i dag i yderst god stand. Det er nogle rigtig gode og velfungerende rammer for den nye ejer, så det glæder ham, at der endelig kan blive liv i byens værtshus igen.
Gennem årtier har Lanternen været et fast samlingspunkt i Blokhus, og i de nostalgiske rammer er der blevet skabt utallige minder for både lokale og gæster. Hvad den nye ejer konkret har planer om, er endnu ikke offentliggjort, men meget tyder på, at der snart igen kan komme liv bag de velkendte vægge.




