Blokhus

Leg med papir

Museum for Papirkunst er oplevelser for hele familien

På Ilsigvej 2 i Hune ligger nordens eneste museum, som har papir som omdrejningspunkt. En unik attraktion for både børn og voksne, og der er stadig flere og flere gæster, der får øjnene op for den spændende oplevelse.

En af de populære aktiviteter for de mindste er et besøg i stedets Paper Plane Airport og Papirbådhavnen.
De fleste husker nemt tiden, hvor der blev leget med at udforme papirbåde og papirfly? Den kreative leg er en del af papirmuseet idag. Straks børnene træder indenfor døren bliver de udstyret med en aktivitetskuffert, hvor de med den i hånden kan gå på opdagelse i udstillingen. Turen ender i skov- og papirværkstedet, hvorefter børnene kan søsætte papirbåden eller tjekke papirflyverens evne til at få luft under vingerne.

Særudstillinger

Museum for Papirkunst, der har eksisteret i 5 år, får ofte besøgende fra hele verden, som er tiltrukket af den imponerende kunstsamling med de enestående papirklip udført af den nordjysk fødte psaligraf, Bit Vejle.
Bit Vejle står bag åbningen af museet tilbage i 2018. Hun er både en kendt og anerkendt kunstner indenfor psaligrafi-verdenen, og det er hendes værker hele kerneudstillingen er bygget op omkring. Derudover er der henover året forskellige særudstillinger. Lige nu er det smykker udformet i papir og der er amerikanske, cubanske og græske kunstnere, som udstiller menneskefigurer i papir.
-Alt sammen papirkunst og oplevelser i verdensklasse, oplyser museumsdirektør Jan Vejle. Samtidig arbejder vi lige nu med en efterårsudstilling, hvor origami bliver omdrejningspunktet, så der er også masser af nye aktiviteter undervejs.
Museet holder åbent hver dag fra kl. 10-17, og der kan søges yderligere information på stedets hjemmeside museumforpapirkunst.dk
-Og afslutningsvis er vigtigt at slå fast, at et besøg hos os også er sjovt selvom det ikke regner, siger Jan Vejle. Det er en perfekt aktivitet og mindeværdig familieoplevelse uanset vind og vejr.

Læs om fantastiske oplevelser og events