Nyheder
imported

Løkken antikmesse rykker ind i august

Den årlige antikvitetsmesse i Løkken er i år skudt lidt ind i august og falder i den første weekend med datoerne torsdag den 4. til søndag den 7. august.

– Det er månens og solens skyld. Messen ligger altid i uge 31. Og den uge ligger i år i august – og så følger vi med, siger arrangør Carl Sørensen fra Lønstrup.

Det er 41. gang i år at han sammen med sin kone og søn arrangerer messen i Løkkenhallen. Og der er ikke nogen metaltræthed at spore – snarere tværtimod

– Vi har fuldt hus i hallen som sædvanlig. Jeg ved, at de allerede nu pakker kasser og møbler rundt i hele Danmark, så vi er mere end parate til at møde den stærke interesse, der er for tiden i kulturarven, kunst og design, personlig og kreativ indretning, lamper og møbler, siger Carl.

Også de mange tv-udsendelser om fantastiske fund, gode køb, engelske kreilerkonkurrencer udi antikken, vurderingsprogrammer, genbrug og personligt boligdesign er med til at inspirere folk til at få mere viden og gøre nye opdagelser. Hallen i Løkken kan rumme 37 udstillere, og udstillerlisten har længe været fyldt til sidste plads.

 

 

Læs om fantastiske oplevelser og events