Blokhus Medier_logo-01
Pandrup

Løsning for 2. division: Går direkte til slutspillet

Se hvad det betyder for Jammerbugt FC

– Efter et møde med de 24 klubber i 2. division har Divisionsforeningen besluttet, at det nuværende grundspil fryses fast, og man går direkte videre til slutspillet.
Sæsonen starter igen onsdag 17. juni og slutter 5. juli. Det kræver dog, at 2. division er med i næste fase af genåbningen.
For Jammerbugt FCs vedkommende betyder det efter de 17 spillede runder, at Jammerbugt FC med en placering som 6 i grundspillet i 2. division vest ryger med i oprykningsspillet.

Til at leve med
– Vi kan leve med det her, men vi ville gerne have spillet så meget som muligt og med lidt held 11 kampe. Jo flere kampe, desto mere sportsligt er det, siger Bøje Lundtoft, formand for Jammerbugt FC.
Superligaen og 1. division spiller kampe til 26. juli, men det ville i 2. division give problemer med spillernes ferie, da mange af dem er amatører eller på kontrakter med en økonomi der at betragte som en bibeskæftigelse.

Et kompromis
– Denne løsning er et kompromis baseret på mange diskussioner, og der er ikke nogle klubber, der har fået det, som de ville, siger Bøje Lundtoft.
Det betyder, at Jammerbugt FC i de kommende 6 kampe skal spille mod:

  • FC Helsingør
  • Vanløse
  • Brønshøj
  • HIK
  • Frem
  • Avarta

Divisionsforeningen har udsendt en pressemeddelelse og beslutningen.
Du kan læse den her:

Divisionsforeningen har på et rækkemøde med de 24 klubber besluttet, at der spilles 6 runder mere i 2. division for at afslutte sæsonen på det bedst mulige grundlag.
Uanset situationen er svær, når man ikke kan nå at spille alle kampe i sæsonen. Klubber, der er med i kampen om op- og nedrykning, får mulighed for at møde de direkte konkurrenter
Divisionsforeningen har i dag meddelt følgende beslutninger for 2. Division:

– Genstarten af sæsonen sker senest onsdag den 17. juni – eventuelt allerede i weekenden i uge 24, og sæsonen afsluttes den 5. juli efter seks spillerunder
– Med basis i en fastlåsning af grundspillet efter 17 runder, og klubbernes hidtil opnåede point/mål, dannes op- og nedrykningspulje med 12 hold i hver pulje. Her spiller alle klubber seks kampe – tre hjemme og tre ude – mod de seks klubber, man ikke har mødt i grundspillet.  
– Hvis 2. Division ikke bliver en del af genåbningsfase 3 (senest fra 8. juni), slutter sæsonen uden yderligere kampe
– Uanset hvor mange kampe, der spilles i sæsonen, fastholdes fem nedrykkere og en oprykker

I den nuværende force majeure situation kan sportslig fairness ikke opretholdes på alle parametre, men ovenstående løsning gør, at klubber, der er med i kampen om op- eller nedrykning, får flere kampe til at opnå sit mål, herunder mulighed for at møde de direkte konkurrenter i slutfasen.


Divisionsforeningens administration har ikke mandat til at suspendere nedrykning eller vedtage en løsning, der medfører, at der vil være et andet antal hold i 2. Division næste sæson end de 24, der følger af turneringspropositionerne. Det vil i givet fald kræve mindst 75% tilslutning fra klubberne jf. Divisionsforeningens vedtægter, og herefter vil Divisionsforeningens bestyrelse skulle behandle et forslag, som også DBU ville skulle godkende.

”Vi ønsker ikke at lukke en turnering ned med det ene argument, at der ikke kan sikres 100% fairness hele vejen rundt. Det kan vi ikke, når vi er ramt af force majeure, og vi har fået et mandat til at finde en løsning, der bedst muligt sikrer, at turneringen afsluttes med flere kampe. Meget tyder på, at 2. Division kan genstarte under genåbningsfase 3 (senest fra 8. juni), herunder med støtte fra vores sundhedsprotokoller og under forudsætning af, at vi fortsat følger myndighedernes anvisninger. I det perspektiv ser vi det som vores fornemste opgave, at klubber og spillere igen får mulighed for at spille turneringsfodbold. Med 30 dage til den første kamp vurderer vi, at det er praktisk muligt for alle. Er det ikke muligt at spille kampe i 2. Division, som senest en del af genåbningsfase 3, afsluttes turneringen uden yderligere kampe. Beslutning om op og nedrykning tages i givet fald, hvis det bliver aktuelt,” udtaler direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen.

Læs om fantastiske oplevelser og events