Nyheder

Lokal kunstner får international opmærksomhed

 | FOTO: Anne Nøhr Ringgren
Vibeke Haferbiers værker til Berlin og Rom

Der er både lokale rødder og international opmærksomhed omkring kunstneren Vibeke Haferbier fra Pandrup. Hun driver galleriet By Haferbier på Blokhusvej 24, og til daglig kan man opleve hendes værker hos Frøkner & Fruer midt på Springvandstorvet i Blokhus, hvor hun både udstiller og indimellem også arbejder med sin kunst.

Hun er meget overvældet over den store opmærksomhed hendes værker har fået: -Det var en stor overraskelse, og det er knap gået op for mig. Jeg har fået flere henvendelser fra udlandet, siger hun da vi møder hende i Galleri 5 i Blokhus, hvor hun står og maler. Hun er ved at lægge sidste hånd på et stort maleri på 90 cm x 120 cm, og indtil nu vurderer hun, at hun har brugt omkring 200 timer på det.

Udstiller internationalt

Nu er hendes kunstneriske arbejde også blevet bemærket uden for lokalområdet. Vibeke Haferbier er udvalgt til at blive præsenteret i kunstårbogen: 101 kunstnere 2026/27, der udgives af Frydenlund. Bogen samler 101 danske kunstnere og præsenterer deres værker og kunstneriske universer.  Samtidig er Vibeke Haferbier begyndt at udstille internationalt, blandt andet hos Galeria Azur i Berlin og fra 1. november og 6 måneder frem i Rossocinabro Gallery i Rom. Hun ved ikke helt selv, hvordan hun er blevet opdaget i udlandet. -Måske på sociale medier, som f.eks. Instagram, siger hun. Jeg har aldrig drømt om det her. Det er uvirkeligt, men jeg er da stolt, indrømmer hun selvom det er svært at få over læberne som nordjyde.

Herhjemme skal hun udstille hos Galleri5 og deltage i Works Art Fair i Aarhus samt Kunst i Blokhus medio november. De forskellige udstillinger og platforme vidner om en kunstner, der er i fremgang, men for Vibeke Haferbier handler kunsten først og fremmest om at skabe noget, der vækker noget i mennesker og giver anledning til eftertanke. Berømmelse og økonomisk gevinst er ikke det, der driver hende.

Vibeke Haferbiers kunst er udført med blandt andet akryl, akvarel, tegning og mixed media. Mennesket og de følelser, der følger med, er ofte omdrejningspunktet for hendes værker. Hun benytter sig af blandede teknikker og kombinerer blandt andet akvarel og tuschtegninger på lærred.

– Jeg er fanget af ansigter, og øjnene fortæller en historie, siger hun.

Kunstneren fortæller samtidig, at hun selv tror, at det netop er hendes udtryksfulde, unikke og anderledes kunst, der har vakt interesse i udlandet.

At udstille i flere gallerier kræver en del malerier, men kunstneren lader sig ikke presse og fastholder sine egne grænser. For Vibeke er kunsten vigtigere end at opnå berømmelse, og hun prioriterer at have hele kroppen med i processen. Hun ønsker at levere et kvalitetsprodukt.

– Jeg gør det ikke for pengenes skyld. Jeg skal kunne følge med. Jeg er kunstner og ikke forretningskvinde.

Vibeke Haferbier gennemførte en kunstnerisk uddannelse fra 1997 til 2000. Hun arbejdede siden som skolelærer, indtil trangen til at skabe og udtrykke sig gennem kunsten vendte tilbage. Passionen førte hende tilbage til staffeliet, og i 2023 begyndte hun igen at udstille sine værker.

Siden er det gået stærkt. Nu arbejder hun videre fra sit atelier og Galleri 5 i Blokhus, mens hendes værker samtidig bevæger sig ud over landets grænser. Og med udstillinger i både Berlin og Rom er der meget, der tyder på, at Vibeke Haferbiers kunstneriske rejse kun lige er begyndt.

Flere nyheder