Lions Club Hvetbo har igen loppemarked den 9. November kl. 10 – 14
Julen er i højsædet ved det kommende Hvetbo Lions Club loppemarked på Højengaardsvej i Saltum.
– Her er jul for alle pengene. Vi har tømt alle kasserne med julesager og lavet en juleudstilling, som bare er flot. Her er sager til pynt, men også til gaveideer, fortæller Aksel Lange Nielsen.
Men det er ikke kun juleeffekter man kan finde.
– De mange sager som løbende kommer ind er også gjort klar til en loppemarkedet.
Lion Club Hvetbo er en af de almene frivillige organisationer som har overtaget arbejdet med at sælge genbrugsartikler fra genbrugspladserne, som hidtil er blevet solgt via Jammerbugt kommunes genbrugsbutikker, og det er klubben glad for.
– Vi har påtaget os opgaven på genbrugsplads Udholm, hvor vi siden 18. oktober har afhentet rigtig mange spændende ting på genbrugspladsen, som nu står rengjorte og tiltrækkende.
Aksel Lange Nielsen håber at den nye ordning kan øge indtjeningen yderligere.
Også formand for Teknik- & miljøudvalget Jens Christian Golding er glad for den nye ordning.
Han pointerer at ordningen er til gavn for miljøet og for de mange humanitære formål som hjælpeorganisationerne samler ind til.
Lions Club Hvetbo donerer alle de indtjente penge til velgørende formål uden nogen form for administrationsomkostninger. Klubben har senest via Lions Danmarks katastrofe- og hjælpefond doneret 5000 kr. ud af en samlet donation på 500.000 kr. til Syriske flygtninge.