Blokhus

Magisk Jul fortsætter med åbne julebutikker

(Foto: Poul Nymark)
Onsdag 16. december kl. 16 starter de nye skærpede restriktioner, nu for alle landets kommuner, men Skulpturparken i Hune kan stadig tilbyde den eventyrlige Magisk Jul med mere end 1,5 mio. julelys samt Nordens flotteste lys- og lydshow.
Det vil fortsat være muligt at gå på indkøb i de 20 julebutikker i julebyen eller i butiksarkaden.

Spis ude i parken
Julebutikkerne er nemlig at regne som butikker i en gågade, og Magisk Jul er en udendørs oplevelse i den 20.000 kvadratmeter store park.
Dog er der et lille men.
Restauranten og cafeen i arkaden lukker for blivende gæster, men åbner til gengæld for take-away, så maden kan nydes ude i parken, eller tages med hjem.

Behov for lys og julestemning
– Vi er selvfølgelig meget glade for, at vi kan holde åbent som en udendørs oplevelse med højt til himlen, så man stadig kan blive en del af den magiske julestemning, siger indehaver John Andersen.
– I den her mørke tid, hvor der som følge af Corona er en ekstra stor skygge, så har vi et større behov for at opleve lys i mørket, og det kan vi give sammen med en eventyrlige julestemning, siger John Andersen.
Han understreger, at det selvfølgelig sker under hensyntagen til alle restriktioner, som det hele tiden har gjort i Skulpturparken og Kulturhuset.

Læs om fantastiske oplevelser og events