Midt i det naturskønne område mellem Tranum og Fosdalen gemmer der sig en kreativ oase, hvor kunsthåndværk, hygge og ægte nordjysk charme går op i en højere enhed.
Hos Tranum Lys & Glas forvandler glaskunstner og keramiker Jonna Skydt Andersen glas og stentøj til små kunstværker, der både pynter og kan bruges i hverdagen. I det gamle bondegårds-værksted summer det af kreativitet og det mærkes, så snart du træder indenfor.
– Jeg elsker at lege med former og farver, fortæller Jonna, mens hun viser nogle af sine seneste værker frem. – Hver ting, jeg laver, er unik og skabt med hjertet.
Her finder du alt fra farvestrålende glaskunst og rustik keramik, der tåler både ovn og opvaskemaskine, til inspirerende kurser, hvor du selv kan prøve kræfter med kunsten. Kurserne bliver afholdt løbende gennem året og er populære blandt både nybegyndere og øvede.
En butik fuld af inspiration
Butikken hos Tranum Lys & Glas er en oplevelse i sig selv. Her er der servietter, stearinlys, pyntegenstande, souvenirs og kurvevarer, der passer perfekt til både hjemmet, sommerhuset eller som gaveidéer. De hånddyppede lys i alverdens farver og former er blandt kundernes favoritter.
– Folk kommer ofte bare for at kigge og ender med at gå herfra med varer i poserne, smiler Jonna.
Sov sødt midt i naturen
Men det stopper ikke her. Hos Tranum Lys & Glas kan du også overnatte i Bed & Breakfast, hvor roen og naturen sætter dagsordenen. Med skov, stier og det åbne landskab lige udenfor døren er det den perfekte base for en miniferie, en kreativ weekend eller bare et pusterum væk fra hverdagen.
Du kan tage på vandreopdagelse ad Tranum-Fosdal ruten, Nordsøstien eller den historiske Hærvejsrute, eller du kan blive på den hyggelige gård og nyde stilheden og den friske luft.
Et sted, der skal opleves
Uanset om du leder efter en særlig gave, en kreativ oplevelse, en rolig overnatning eller bare en god grund til at tage en tur ud i det smukke vestjyske landskab så er Tranum Lys & Glas et hyggeligt sted og en god idé til en sommerudflugt.
Så hop i bilen og sving forbi den gamle gård og oplev det hele.