Aabybro HK har fået fire point i fire kampe og endnu ikke tabt
Håndbold, herrer Jyllandsserien
Aalborg HK – Aabybro HK: 24-24 (11-10)
– Lørdag 25. januar var Aabybro HK på besøg hos Aalborg HK, som er ramt af en del skader på deres 3. divisionshold og også på deres Jyllandsseriehold, så de havde inden lørdagens kamp kun fået to point via en sejr over Aalestrup.
Ramt af afbud
Aabybro HK var ramt af afbud til lørdagens kamp. Nicolas Løvemark var ude og rejse og Marco Botin var forhindret på grund af arbejde.
– Men vi starter kampen fint og følger godt. 1. halvleg er helt lige hele tiden, og vi står rigtigt godt i vores forsvar. Vi tager desværre nogle dumme beslutninger, når vi endelig får fat i bolden, så det blev en nervøs 1. halvleg, siger træner Stefan Schmidt.
Følges pænt ad
Også i 2. halvleg følges begge hold ad.
– Men pludselig laver vi nogle fatale fejl i vores kontrafase og smider en del bolde væk, samtidig med at Aalborg HKs højre back smækker et par bolde i kassen, så var vi pludselig bagud 17-13, siger træneren.
Flot kamp af Jylling
Målmand Mads Jylling har ikke fået så meget spilletid i de sidste par kampe, men lørdag kom han ind de sidste 20 minutter og stod en brandkamp.
– Jylling er årsagen til, at vi kommer igen, og samtidig sætter vi Nicolai Levin op i et 5-1 forsvar, som stresser Aalborg HK. Vi får hentet Aalborg HK og fører faktisk 22-21 med få minutter igen.
Også Casper Larsen spillede godt
– Casper Larsen spillede en konge kamp og satte spillet godt op fra centerpladsen og scorede selv mange mål i lørdagens kamp.
Med 15 sekunder igen udligner han til 24-24, og Aalborg HK når ikke at give bolden op, så igen spiller Aabybro HK uafgjort.
– Vi er stadig ubesejret og har, helt utroligt, spillet vores første fire kampe uafgjort. Det er sjældent set og bagefter grinede begge hold af vores situation. Men vi glæder os nu til lokalbrag i Fjerritslev på fredag 31. januar.