Blokhus

Marianne Slott bag disken hos ny isenkræmmer

Familiefirmas nye butik i Blokhus er nr. 7 i rækken

– I slutningen af marts kunne Joachim Brinck træde ind i sin isenkræmmerbutik nummer 7.
Butikken på Aalborgvej i Blokhus er den 6., som Brinck Isenkram har åbnet siden påsken 2019.

Marianne Slott Andersen bag kassen
I butikken er det Marianne Slott Andersen, der betjener kunderne. Hun tiltrådte som butikschef 1. maj.
– Jeg har virkelig glædet mig til at komme i gang, og butikken har fået en rigtig god start, hvor der i påsken var kø ude foran. Men folk er gode til at tage hensyn og holde afstand, siger Marianne Slott, der også har to deltidsansatte, Julie Nielsen og Lykke Sørensen.

Lokalkendskab og service i top
Marianne Slott Andersen er født og vokset op i Hune, og bor nu i Pandrup, og er derfor særdeles lokalkendt og betegner sig selv som en hjemmefødning
Det er en klar fordel som ny butikschef at kende området og de lokale kunder.
– Og så er det vigtigt at handle lokalt og støtte lokalt. Jeg handler altid lokalt, understreger hun.
Marianne lægger vægt på god service og fleksibilitet.
– Det er vigtigt at kunne tale med alle menneske og møde dem der, hvor de er. I går var her to hold kunder, som var kørt fra Aalborg for at handle her. Sådanne ting betyder, at vi overlever som helårsbutik, understreger Marianne Slott Andersen, der ser frem til en travl sommer.

Marianne Slott Andersen ser frem til en travl sommer hos Brinck Isenkram. Foto: Vores Jammerbugt

Kendt i restaurationsbranchen
Hun er vokset op med restaurationsbranchen, da forældrene drev restaurationer i området i 25 år, og hun startede som 11-årig som opvasker på Kancelligården.
Siden er det også blevet til 15 år som kok samt uddannelse og job som lægesekretær på Aalborg Universitetshospital.
– Men jeg trængte til et skifte. Jeg savnede kundeservicen og kontakten med kunderne. Så jeg søgte jobbet her. Kom til samtale dagen efter og blev straks ansat, fortæller hun.
Hjemmet i Pandrup omfatter også Stefan samt deres børn, 13-årige Rebecca og 6-årige Mira.
Fritiden går med fitness og løb samt kreative sysler, og så elsker familien at rejse.

Hvad er Brinck Isenkram
Brinck Isenkram er en familievirksomhed, som udover Joachim Brinck involverer hans kæreste og sønnerne.
Første butik blev åbnet i 2015 i Hillerød, men i 2019 begyndte det at gå stærkt med at åbne forretninger:

Brinck Isenkrams butikker:

  • 2015: Hillerød.
  • Påsken 2019: Skagen og Blåvand.
  • Efterårsferien 2019: Ebeltoft.
  • Februar 2020: Løkken.
  • Medio marts 2020: Hirtshals.
  • Ultimo marts: Blokhus.

Går efter feriebyerne
Og havde Coronakrisen ikke sat en stopper for udviklingen, så havde kæden fortsat med at åbne butikker her i foråret. Målsætningen er at nå 25 til 30 butikker.
– Men nu afventer vi lige belægningen i sommerhusene, siger Joacim Brinck.
Det er nemlig et bevist valg, at han har butikker i ferieområder.
– Der kommer jo hele tiden nye gæster, som ser butikken med nye øjne, forklarer han.
– Og så er jeg tosset med Nordjylland og er kommet her hele mit liv, tilføjer han.

30 år i branchen
Konceptet er 50 procent på alt, og med 30 års erfaring i branchen har Joachim Brinck et kæmpe netværk af leverandører.
Brinck Isenkram har et stort fjernlager i Vejle, hvor alle indkøb af store partier og restpartier varer bliver samlet, inden de bliver bragt ud til de enkelte butikker.
– Det foregår på samme vis som Dansk Supermarked, og derfor kan vi sælge billigt, forklarer han.

Startede på kræmmermarkeder
Egentlig udspringer butikkerne af kræmmermarkeder.
Samtidig med åbningen af den første butik har familien Brinch besøgt kræmmermarkeder rundt om i landet med deres varer.
– Vi var på 28 markeder i 2019. Nogle af de bedste markeder er Hjallerup, men også Sindal og Tversted, fortæller Joachim Brinck.

Læs om fantastiske oplevelser og events