Mette og Søren Villadsen stammer fra henholdsvis Vestbjerg og Vodskov og er således begge børn af den nordjyske muld – ikke det værste udgangspunkt, selv om der de senere år først og fremmest har været sand mellem tæerne fra sandet i Blokhus. Siden 2002 har de således drevet forretningen Step In, som i dag har adresse på Strandvejen 8 tæt på nedkørslen til stranden. De startede i gavlhuset i Blokhus, men flyttede efter 3 år deres butik til Lønstrup. Tilbage i 2002 var Blokhus nemlig slet ikke det, den landskendte badeby er i dag. Dengang dominerede ikke mindst diskotekslivet på godt og ondt, ligesom det var tilfældet i Løkken, hvorfor valget på det tidspunkt faldt på det mere stilfærdige og idylliske Lønstrup. – Parret beholdt dog butikken i Blokhus og drev to butikker. I 2005 lukkede de Step In i Blokhus og drev herefter Step In i Lønstrup og Løkken.
Et godt navn beholder man
Tiden med Step In i gavlhuset varede som sagt tre år, men navnet på butikken er i dag det samme som fra starten. Som Mette og Søren siger: Et godt navn beholder man. – Selv om datidens diskoteker i Blokhus og Løkken ikke var de bedste bekendtskaber for Mette og Søren, når det gælder oprydning efter nætternes udskejelser, så vil skæbnens ironi, at de i dag deriver Step In netop i en bygning, der før i tiden husede et diskotek, nemlig Peter Wessel. Ligesom Blokhus har gennemlevet en rivende udvikling frem mod at være et attraktivt feriemål for hele familien og stort set året rundt, ligesom antallet af fastboende er støt stigende, så har ejendommen på Strandvejen 8 også gennemgået en grundig renovering. I dag rummer den en butik med appel til primært kvinder i alle aldre, som kan finde lækkert modetøj – endvidere er også brugskunst og smykker en del af fristelserne på hylderne i Step In.
Hele familien har fået Blokhus ind under huden
Mette og Søren har drevet Step In fra flere forskellige adresser i både Lønstrup, Løkken og Blokhus. Fællesnævneren er, at skiftene altid er sket til større lokaler og bedre beliggenhed, forklarer de. De har for alvor fået Blokhus ind under huden, og det er ganske enkelt blevet stedet for dem. De har et helårshus i byen – det er meget praktisk, da Step In holder åbent 364 dage om året, kun nytårsdag møder man en lukket butik. – Og et travlt og initiativrigt liv som forretningsdrivende har alligevel givet plads til også et frugtbart og indholdsrigt familieliv. Mette og Søren har to sønner, nemlig Magnus på 17 år, som er startet som kokelev på Restaurant Nordstjernen i Blokhus. Og så er der storebror Nikolaj på 19 år, der har feriejob hos Spar i Hune og til daglig er elev på handelsgymnasiet i Aalborg. Faktisk er han i gang med at kreere en hjemmeside til forældrenes butik.
Fascinerende Blokhus
I det hele taget er familien faldet godt til i Blokhus. Både Mette og Søren og deres to sønner er bare dus med Blokhus – ligesom nordjyderne, danskerne og mange udenlandske gæster er fascineret af havet, stranden, naturen og hele stemningen og atmosfæren i og omkring destinationen og byen Blokhus.