Blokhus

Ministerbesøg i Blokhus

Turisme, transport og turistskat til debat

Hvordan sikrer vi bedre transportmuligheder i turistområder? Skal der indføres en turistskat til at finansiere udvikling? Og hvordan kan planloven understøtte nye turisttiltag? Det var nogle af de spørgsmål, som erhvervsfolk fra Blokhus og Slettestrand og politikere fra Jammerbugt Kommune rejste, da minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin (V), besøgte Blokhus.

Morten Dahlin står i spidsen for det ministerie, hvor turismeerhvervet er rodfæstet, og han var inviteret til Blokhus med henblik på at redegøre for anvendelsen af de 200 millioner kr., der er allokeret til turistbranchen.

Samtidig lagde mødet også op til, at erhvervet efterfølgende kunne stille spørgsmål og bringe de udfordringer op, som de står overfor i det daglige.

Uforløste potentialer

I oplægget redegjorde ministeren for vigtigheden af, at der er det politiske fokus på turismen. Han fremhævede, at der var masser af uforløst potentiale, og det er vigtigt at vi ikke undervurderer turismen. I 20 landkommuner fylder den 10 % af beskæftigelsen, og erhvervet er enormt vigtigt i forhold til vækst, bosætning og udvikling. Derfor har det også et landspolitisk fokus, pointerede han.

Derefter gennemgik han nogle af de indsatser staten vil have fokus på i den kommende tid. Der skal arbejdes med øget koordinering af markedsføringsindsatser, og så skal der i højere grad være fokus på at udnytte, at Danmark er et af de bedst digitaliserede lande. Ministeriet vil derfor prioritere et dataprojekt på baggrund af tal, der indhentes fra erhvervet, som alle efterfølgende kan få værdi af og bruge som grundsten i en videreudvikling af turismen.  

Planloven blev også bragt på bane. Den har i mange tilfælde spændt ben for selv gode idéer omkring etablering af nye turistvirksomheder i de danske kystområder. -Det er ikke formålstjenligt, når vi gerne vil skabe yderligere turisme, og derfor er det en af de områder vi vil tage hånd om, så der bliver skabt flere frihedsgrader i planloven. Det skal gøre det lettere fremadrettet at drive og udvikle turisme langs kysterne, fastslår Morten Dahlin.

Han oplyste ydermere, at der bliver udlagt 2500 nye sommerhusgrunde, som kommunerne kan byde ind på, og der vil være økonomiske midler afsat, som kan være med til at kickstarte en udvikling af nye fortællinger på tværs, hvor han fremhævede et eksempel med destinationer på Fyn og Sjælland er gået sammen om at udvikle en Vikingerute. En håndsrækning fra puljen kan være med til at skabe fundament for yderligere fundraising og den type initiativer ser de gerne flere af.

Mødeturisme og gastro

Ministeren fremhævede ligeledes et uforløst potentiale i Erhvervs- og Mødeturismen, som er en af de indsatser, der er lagt vægt på i den nye turismestrategi.

-Indtil nu er det mest de større byer, der har fået del i det opsving, der ligger indenfor det felt. Det skal der laves om på, og det vil vi arbejde for, siger ministeren og fortsætter: Erhvervsgæster fylder sengene udenfor sæson og er de gæster, der har det højeste døgnforbrug. Der er et kæmpestort potentiale, som vi skal udnytte i højere grad.

Danmark er et af de lande, hvor fødevarer har en utrolig høj kvalitet. Dygtige landmænd dyrker nogle af verdens bedste råvarer, og det er der masser af gode fortællinger i. Fortællinger, som kan kombinere land og by, forstslår ministeren. Mad & Gastro er derfor et helt centralt tema, der kan bruges til at brande Danmark og skabe synergi til landområderne.

Turistskat, lukkelov og transport

Efter redegørelsen fra ministeren var der plads til spørgsmål fra de fremmødte.

Her blev der rejst flere spændende spørgsmål, som både omhandlede manglende transportmuligheder, rammevilkår, turismeskat og lukkelov. Alt sammen områder, der kan spænde ben for yderligere vækst og udvikling.

Det har tidligere været drøftet i lokale fora vigtigheden af en velfungerende infrastruktur. Det blev igen bragt på bane. Udfordringen er manglende muligheder for at komme hjem efter et besøg i turistbyerne, da der ikke eksisterer hverken taxier eller offentlig transport i de sene aften- og nattetimer. Det samme gør sig gældende, når unge mennesker skal på job i feriebyerne. Derfor var ønsket om ikke man fra statens side af kunne udbygge Uber ordning til flere dele af landet.

Ministerens svar var, at det ikke var første gang, han var blevet stillet overfor det spørgsmål. Andre steder har de haft gode erfaringer med at arbejde med bus på bestilling, som måske kunne være et af de effektive greb omkring den udfordring. Man bestiller en bus via app eller telefon, når behovet opstår og bliver afhentet ved nærmeste busstoppested, fortalte han. -Jeg tror det bliver en del af fremtiden. Det er et højere serviceniveau, der tager hensyn til individuelle behov. Derudover nævnte han også lovforslaget, der var blevet fremsat omkring at 17-årige får lov til at køre bil, som også kan være med til at løse op for problematikken og give øget mobilitet.

Et lokalt problem er ydre rammer i turistdestinationerne, hvor der ikke er økonomisk råderum til at renovere ex. bytorve og helt aktuelt i Blokhus lige nu, midler til flytningen af sømærket. Det er ikke midler lokalområderne formår at rejse på egen hånd. Der blev foreslået at indføre en turismeskat, så de midler turismen genererer tilbageføres og kan anvendes i turismen til eks. renovering af byrum.

Det var ikke et forslag ministeren var tilhænger af. -Danmark er et dyrt land at holde ferie i. En turistskat vil blot fordyre, og vi kan se hvad faldet i den norske krone har betydet af nedgang i norske gæster i Danmark, pointerede han. Det vil ikke skabe den værdi I efterspørger, men jeg er enig i at der er et investeringsefterslæb, og derfor har vi afsat 25 millioner i projektmodningsfonden, som kan gives som starthjælp. En form for offentlig blåstempling, som kan danne grundlag for at søge flere fonde.  

Det blev drøftet hvorvidt destinationerne selv kunne opkræve turistskatter f.eks. opkrævning af p-afgifter, gebyr pr. overnattende eller restaurantgæst, hvortil ministeren svarede, at det var der ikke noget til hinder for at gøre.

Lukkeloven blev også bragt på banen. Forretninger i de små samfund, der ikke har status som turistbyer er pålagt lukkedage, som er uhensigtsmæssigt – eksempelvis i Fjerritslev, som ikke har status som turistby. Den del vil ministeren tage med til sit bagland, men sagde at det formentlig ikke vil være noget, der kan ændres førend efter næste valg.

Fuld damp på kedlerne

Afslutningsvis glædede ministeren sig over, at der er så meget fokus på turisme i Jammerbugt Kommune og til spørgsmålet om, hvad det bedste råd til det lokale turismeerhverv er:

-Fortsæt det gode arbejde med at gøre sæsonen længere, så der skabes beskæftigelse. Det kan f.eks. gøres med Erhverv- og mødeturisme og Mad & Gastro.
Sæt fuld damp på kedlerne, og så vil jeg tage diskussionen om transport og lukkelov med mig hjem, afsluttede ministeren og fortsatte videre.

Læs om fantastiske oplevelser og events