Blokhus

Mød LEGO’s blomsterkreatør i Blokhus

Kreativ workshop med blomsterbuketter

Tirsdag den 29. juli 2025 bliver der lagt op til en farverig og kreativ dag, når LEGO-entusiasten Astrid Christensen gæster byKalstrup på Blokhus Torv. Her inviterer hun børn og barnlige sjæle til at slippe fantasien løs og bygge smukke LEGO-blomster i tre hyggelige workshops i løbet af dagen.

LEGO Blomsterbuket er i dag en verdensomspændende succes, men det, de færreste ved, er, at idéen til de ikoniske klodsblomster spirede frem helt nede på gulvet fra én kvindes passion og et stærkt kreativt blik for form og farve. Astrid Christensen, der i sin tid begyndte som elev i LEGO Koncernens særlige ATE-team i Billund, har med sit blomstrende talent været med til at lægge kimen til nogle af de mest populære botaniske LEGO sæt i nyere tid.

ATE (Arbejde Til Erhvervsafklaring) er et internt LEGO-forløb, der hjælper medarbejdere, som arbejder under særlige vilkår f.eks. som følge af autisme, sygdom eller psykiske udfordringer. For Astrid, der er diagnosticeret med autisme og har kæmpet med dysleksi og lavt selvværd, blev ATE ikke kun et arbejdsfællesskab, men også stedet, hvor hendes kreative evner for alvor fik plads til at blomstre. Det vakte hurtigt opmærksomhed i LEGO´s hovedsæde i Billund, og efterspørgslen på hendes værker voksede støt.

Med tiden blev hendes arbejde så anerkendt, at det inspirerede LEGO’s officielle designteam, og Astrid fik direkte indflydelse på udviklingen af sættet LEGO Blomsterbuket.

Og nu har du mulighed for at møde hende, når hun er på besøg i byKalstrup i Blokhus tirsdag den 29. juli 2025. Til de tre kreative workshops kan man lære at bygge sine egne LEGO-blomster, få indblik i hendes proces og lade sig inspirere af hendes særlige sans for det æstetiske.

Der vil være 3 sessioner á 45 minutters varighed med start kl. 10.00.

Det bliver en dag fyldt med farver, kreativitet og fællesskab.

-Astrid er et levende bevis på, hvordan passion kan forvandle udfordringer til styrker. Det vil vi gerne bakke op om, og jeg synes personligt, det er fantastisk der er den her type forløb for de unge mennesker, siger Per Kalstrup fra bykalstrup.

Så tag familien og vennerne med, og vær med til at skabe jeres egne botaniske mesterværker i klodser.

Tilmelding er ikke nødvendigt.

Læs om fantastiske oplevelser og events