Det sker

Molefestivalen i Løkken vender tilbage

Maritime og hyggelige oplevelser for hele familien

Hvert år den sidste weekend i august er der masser af festlig stemning i Løkken i forbindelse med afholdelsen af Løkken Molefestival. I år finder det sted lørdag og søndag den 30. og 31. august.

Gæsterne kan se frem til en oplevelsesrig weekend med fiskeauktion, musik, børneunderholdning, markedsstemning, strandaktiviteter, kunst og meget mere.
Lørdag kl. 10.30 indledes festivalen med fiskeauktion, som altid er et tilløbsstykke. På stranden sælges de friskfangede fisk til højestbydende. Samme dag er der hyggeligt kunst og madmarked i Nørregade. Omkring 30 udstillere vil sælge alt fra keramik, maleri, smykker, glas, drivtømmer og tekstiler. I madboderne vil der bydes på spændende specialiteter og muligheden for at spise eller tage retterne med hjem.

Ingen festival uden musik

Lørdag vil musikken brede sig i gaderne, hvor forskellige kunstnere optræder. Du kan f.eks. opleve Henrik Mølbjerg & Gehör og Jens Varmløse på Klitpladsen og koncerterne er gratis.  
Samtidig vil stranden summe af aktiviteter. Børnene vil der være lærerige og sjove aktiviteter som f.eks. sø-kæphestekonkurrence, ansigtsmaling, bålaktiviteter og fiskefjolleri, hvor der er mulighed for at lære at fillettere fisk.

Klovnen Njetski kommer også på besøg. Du vil kunne opleve hesteshow med flotte frieserheste og samtidig vil Hirtshals Redningsstation demonstrere en redningsaktion – dog med forbehold for vejret eller de bliver kaldt ud til en opgave.

På vandet vil du kunne overvære Løkken Open – DM i surf på longboard, og skal du selv ud at røre dig eller en tur i bølgerne, så er der inviteret til yoga søndag kl. 9.30 og morgendyp med verdensmester i is-svømning Signe Simonsen kl. 10.00. Efterfølgende kl. 13.00 kan du deltage i en 3 kilometer guidet tur til bunkerne i Nybæk Plantage.

Liv på markedspladsen

Markedspladsen vil også summe af aktiviteter. Der vil være fodboldaktiviteter, og børnene kan male på sten sammen med Løkken kunstneren Jonna Liv Jensen. Efterfølgende vil stenene blive lagt ud på Løkken Kunststi, som et varigt minde.

Gemmer der sig en lille spillefugl i dig, så er der gode chancer for at vinde lækre præmier i Molelotteriet. Lodderne sælges på Løkken Turistbureau frem til festivalen. Søndag bliver der udtrukket flotte gevinster, der er sponsoreret af byens forretninger. Det foregår på Klitpladsen.

Løkken Turistbureau står sammen med hele byen bag den festlige weekend og ser frem til 2 dage spækket med oplevelser i feriebyen.

-Vi glæder os til at se rigtig mange gæster i Løkken. Det er altid en fest, når vi åbner årets molefestival.
Aktiviteter tager udgangspunkt i byens omgivelser ved hav og strand, herunder badeliv, historie, fiskermiljø, smagsoplevelser og maritime oplevelser. -Der er rigtig gode muligheder for at se og opleve hvad Løkken byder på og mange af aktiviteterne er rent faktisk gratis, slutter bureaumedarbejder Anna Mette Elle.

Du kan læse mere om programmet her eller følge med på løkken.dk og Løkken Molefestival (facebook).

Læs om fantastiske oplevelser og events