Blokhus

Museum for Papirkunst i nyt Nordisk samarbejde

Tager initiativ til samarbejde med Norge og Sverige

– Museum for Papirkunst er initiativtager til nyskabende nordisk samarbejde.
Repræsentanter fra det norske Telemarksgalleriet NIA i Norge og det svenske Frövifors Pappersbruksmuseum deltog, sammen med museumsrådgiver og tovholder Erik Jondell på det konstituerende møde for Nordisk Museumsnetværk for Papirkunst.
Det blev afholdt på Museum for Papirkunst i Blokhus i sidste uge.
(Foto: Fra venstre Michael Tiderman; Bit Vejle; Ditte Ninn; Helene Brekke; Susanne Lange; Erik Jondell. Privatfoto)

Lang tradition
Norden har en lang tradition for produktion af papir, og hos vores nordiske naboer har papirkunst i mange år været en skattet kunstform.
Det nyetablerede nordiske netværk vil nu sammen skabe større og bredere projekter som også skal inddrage udstillere fra resten verden.

Kunstdisciplin ud af skyggen
Samtidig vil netværket promovere nordiske papirkunstnere udenfor Norden.
– Papirkunst er en kunstdisciplin, som alt for længe har ligget i skyggen av de traditionelle kunstformer” fortæller Erik Jondell, som regnes som en af Norges førende museumsfaglige eksperter.
– Gennem netværket ønsker vi at løfte den spændende kunstform frem i lyset og skabe en fælles nordisk arena for visning af professionel papirkunst i verdensklasse og vi vil specielt fremme lovende talenter.
– Museum for Papirkunst har allerede vist, at interessen for kunstformen er kolossal og at potentialet for at gøre Danmark og Norden kendt som et område for upcoming papirkunst er tilstede – derfor er det på tide at de nordiske museer nu starter et langsigtet samarbejde, siger han.

Finland skal med
Initiativtager Bit Vejle fra Museum for Papirkunst, er stolt og glad for de nordiske museumskollegaers begejstring for museets udstillinger og for Blokhus.
– I tre dage har vi arbejdet med etableringen af samarbejdet i museumsgruppen. Der har dog været tid til en tur ved havet, og både svenskerne og nordmændene er helt betaget af vores smukke område, siger Bit Vejle.
– Ved næste møde skal et museum fra Finland også med i gruppen. Det bliver alletiders. Det er virkelig inspirerende at samarbejde med museer, som ser det samme enorme potentiale i at fremme papirkunst, som vi gør, og vi glæder os til det vigtige samarbejde, som ligger foran os, siger hun.

Læs om fantastiske oplevelser og events