Jammerbugten:
Musikalsk gaveregn fra Jammerbugt Kulturskole
Kulturskolens musikelever arbejder hårdt for at sikre julestemningen, når de uddeler musikalske gaver ved 10 koncerter rundt om i hele kommunen.
Tekst: Louise Kande (redigeret)
Selv om julen som bekendt varer lige til påske, kan lærere og elever fra Jammerbugt Kulturskole ikke vente længere med at dele ud af deres julestemning. I perioden frem til jul afholder skolen hele 10 julekoncerter, hvor eleverne viser eksempler på, hvad de har arbejdet med i årets løb. – Der er tale om en musikalsk gaveregn – fra alle os til alle interesserede i hele kommunen, udtaler kulturskoleleder Henrik Hammer.
Børn, unge og voksne musicerer på mange af kommunens skoler i kor, som solister, i bands, småbørnshold mm. -For at give (jule)stemningen endnu et løft, samarbejder vi også med andre institutioner i kommunen og deltager fx ved Åbybro Friskoles juletræsfest og ved koncerter i både Ingstrup, Hune og Åbybro kirker. Det er en fornøjelse, at kunne præsentere en så bred vifte af arrangementer – og så er det ganske gratis, fortsætter en begejstret kulturskoleleder.
Julekoncerter med Jammerbugt Kulturskoles lærere og elever:
Onsdag 26/11 Corioso koret (Ingstrup kirke) kl. 19.30
Corioso vil synge, og der vil være et par andre musikalske indslag, men der vil også blive mulighed for selv at få rørt stemmebåndet, idet der også står fællessang på programmet.
Efter koncerten er der kaffe i våbenhuset.
Fredag 28/11 Juletræstænding Fjerritslev kl. 18-20
Elever fra Kulturskolen spiller og synger jule-hyggemusik og til dans om juletræet.Der vil blive serveret gratis æbleskiver på krotorvet, og der er slikposer til de børn som deltager i handelstandsforeningens juleoptog.
Efter koncerten er der kaffe i sognegården.
29/11 Jule-basar (Aabybro Friskole) kl. 13-16
Julebasar på Aabybro friskole er en årlig begivenhed. Der er forskellige åbne værksteder, boder, bingo mm. I løbet dagen vil nogle af Kulturskolens elever fra friskolen levere lidt julemusik i caféen.
3/12 Julekoncert (Aabybro Kirke) kl. 19
Traditionen tro afholder Jammerbugt Kulturskole julekoncert i Aabybro Kirke Eleverne fra Kulturskolen optræder med julemusik, som de har arbejdet med i ugerne op til jul, så den gode julestemning vil helt sikkert indfinde sig lige fra starten af koncerten. Et af årets indslag bliver leveret af 5. klasses bandet The Best fra Aabybro. De har lavet et lille medley af sangene Bjældeklang, Rudolf og Rockin' Around The Christmas Tree, og det er meningen, at publikum skal synge med på sangene. "Det er en dejlig oplevelse for både de optrædende og publikum at mødes i Aabybro Kirke til jul, og vi glæder os altid meget til lige netop den koncert", fortæller Brian Boutrup, der er underviser i Kulturskolen. Der er som sædvanligt gratis entré, og alle er hjerteligt velkomne.
3/12 Julekoncert (Ingstrup Trivselsskole) kl. 19
7/12 Juletræsfest (Aabybro Friskole) kl. 13-14
7/12 Julekoncerter (Brovst skole) kl. 12 og 14
Det er efterhånden blevet en god tradition at Kulturskolen afholder to store julekoncerter på Brovst skole. Her optræder omkring 150 børn og unge fra Brovst/Fjerritslev området for forventningsfulde forældre, søskende og kammerater. Alle er velkommen, og der er naturligvis gratis adgang.
08/12 Julekoncert (Saltum Skole, musiklokalet) kl. 19
10/12 Hvetbo Koret og Corioso (Hune Kirke) kl. 19.30
Corioso og Hvetbokoret vil synge, men der vil også blive mulighed for selv at få rørt stemmebåndet, idet aftenen vil veksle mellem de 2 kor og fællessang.
15/12 Julekoncert med Grundskolehold (Aabybro Skole) kl. 17.30
Julekoncert med indskolingsbørn. Foregår i musiklokalet i indskolingen som 2 små koncerter. 1. Koncert: 17.30 0.-1. Kl.2. Koncert: 18.30 0.-1. Kl. og karruselholdet.