Nyheder
imported

Naturstyrelsen byder på masser af oplevelser

Der er snobrødsture, cykelture, ture med fortællinger for hele familien, overnatning og meget mere i vente.

Blokhus er oftest en myldrende turistby og når dage som disse trænger på, ja så tjener Blokhus Klitplantage som et åndehul, hvor man kan opleve naturen, havets brusen og vindens susen i træerne.

Tekst: Lotte Kande – Foto: Poul Nymark

Naturstyrelsen Vendsyssel inviterer i løbet af året i samarbejde med flere fra det lokale erhverv til mange forskellige guidede arrangementer og aktiviteter i bl.a. Blokhus Klitplantage. Der er snobrødsture, cykelture, ture med fortællinger for hele familien, overnatning, hestevognsture og meget meget mere på programmet. Naturvejleder Søren O. Sørensen guider alle interesserede rundt til skovens mange friluftsfaciliteter og seværdigheder. Fælles for aktiviteterne er, at der bliver rig mulighed for at finde det indre legebarn frem og inddrage hele familien på afstressende vis. Aktiviteterne involverer leg og læring og ofte tages der brug af naturens spisekammer.

Derfor hitter guidede ture

Når du vælger en guidet tur er guiden eksperten og har derfor en meget stor erfaring ikke kun med at lede grupper på tur, men også i det specifikke område og den rute der vælges. Og, dette vil oftest være ruter du aldrig ville finde på selv. Det vil være ruter guiden har specielt kendskab til og mange gange er de ikke afmærket i terrænet, men går på kryds og tværs for at ramme de flotte spots guiden har været mange ture om at finde, og som han eller hun gerne vil vise dig som deltager på turen.

Inspiration hentet fra outside.org

 

DET SKER NU:

Blokhus Klitplantage

Skovtur på hesteryg

Torsdag d. 19. juni kl. 18 – ca. 20 kan du springe på hesten og nyde naturen netop nu.

Turen tager udgangspunkt fra Blokhus Ridecenter og ind i plantagen. Her vil naturvejleder, Søren O. Sørensen fortælle om alt det spændende naturen byder på netop nu. Vi hører også om, hvordan man hensigtsmæssigt færdes til hest og som gæst i den smukke skov. Turen er især egnet for uøvede ryttere, men er naturligvis for alle. Efter turen bydes der på kaffe og te.

 

Blokhus Klitplantage

En kringlet naturoplevelse på cykel

Lørdag d. 10. juni kl. 13.30 – 15 inviterer Naturstyrelsen Vendsyssel til en fantastisk fortælling for hele familien.

Det dufter af forår, så vi må op på cyklen og ud i skoven. Her er der altid noget at få øje på. Måske dyrespor fra haren eller rådyret? Der bliver også rig mulighed for at smide fiskenettet i skovsøen. – Gad vide om vi fanger noget? På den grønne oase, Gatewaypladsen, er Hune Bageri vært for en dejlig bolle til alle børn samt kaffe til de voksne. Hune-Blokhus Cykeludlejning kan hjælpe med udlejning af egnede cykler.

 

 

Læs om fantastiske oplevelser og events