Tekst: Martin Frandsen – Foto: Presse
Når Kirkens Korshærs dagvarmestue i Søndergade 14 i Aalborg lukker ned klokken 15.00, så er det blot for at åbne igen fra kl. 21.00 til 07.00 som natvarmestue.
Her kommer der hver nat i gennemsnit 25 udsatte borgere for at spise, snakke, spille kort eller få den vigtige trygge søvn.
Et netværk
Og der åbent hver aften og nat hele året rundt.
– Nogle af dem, der kommer her, har et sted at bo, men er i en udsat position, hvor vi er deres netværk og mulighed for at få et gratis måltid mad. For nogle er det døgnets måltid, fordi de ikke selv har ressourcerne, mulighederne eller råd til at lave mad, eller de bruger pengene til at dække andre behov. Alt er gratis i natvarmestuen, både maden og kaffen. Andre er hjemløse og kommer her også for at sove, fortæller Bo Vester, der er leder af Kirkens Korshærs natvarmestue i Aalborg.
– Vi er et sted, hvor socialt udsatte finder ro fra en hektisk hverdag med hjemløshed, ensomhed eller misbrug. Her er et hyggeligt miljø med plads til motiverende samtaler og muligheden for at få opfyldt de mest basale nødvendigheder. Brugerne bliver set som mennesket i al sin mangfoldighed og tilbudt tryghed for natten og vejledning og hjælp, hvis de søger det, oplyser han.
En tryg søvn
Der er flere årsager til at kigge forbi natvarmestuen. Det er muligheden for at få en snak om dagens forløb, få et slag kort, se TV sammen eller opleve anden menneskelig nærhed.
– Fra klokken 21.00 til midnat er natvarmestuen som en aftencafe, hvor man kan foretage sig de ting, vi andre gør derhjemme. Men efter midnat er natvarmestuen stedet, som har en plads til, at hjemløse eller andre mennesker uden anden overnatningsmulighed kan få en tryg og rolig nats søvn, så de kan få energi til næste dags udfordringer.
– Vi oplever, at vores fokus på ro og et trygt sted at sove betyder, at flere får sovet flere sammenhængende timer, og færre står op om natten for at tage sig en øl eller opfylde et andet misbrugsbehov, fortæller Bo Vester om Natvarmestuen, hvor der er to lønnede personaler til stede om natten.
Natvarmestuen har i alt 22 sovepladser, heraf er de 4 for kvinder i et separat rum, mens de øvrige 18 pladser til mænd er fordelt på to soverum.
Og behovet for natvarmestuen er tydeligt.
– I år har vi frem til og med 31. juli haft 4.479 besøg, og heraf har de 2.814 benyttet sig af muligheden for at sove her, fortæller Bo Vester.