Aabybro

Nørhalne Loppemarked mangler frivillige

Hver mandag formiddag mødes de frivillige fra Nørhalne Loppemarked til en kop kaffe og en ostemad.
Men det er ikke alene den hyggelige snak og samværet, der er på dagsordenen. Det handler om at få sorteret de mange effekter og lopper, der er kommet ind i ugens løb og sætte dem på plads i det gamle frysehus eller i hallen ved Nørhalne Skole.

Et moderne forsamlingshus

De frivillige har nu været i gang i mere end 10 år til gavn for genbrugstanken og Nørhalne Borgerforening.
Overskuddene fra loppemarkederne har nemlig betydet, at byens forsamlingshus løbende er blevet moderniseret og sat i flot stand.
Overskuddene svinger fra år til år, men er som regel over 100.000 kroner og har været helt oppe på en kvart million.
Pengene er ubeskåret gået til forsamlingshuset, som har fået nye toiletter og et handicaptoilet.
Scenen og salene er blevet moderniserede med blandt andet ny ventilation og nye lofter, ligesom der er kommet nyt indgangsparti.
Næste opgave er køkkenet.

Mangler frivillige
Men det afhænger af den fortsatte frivillige indsats, og ildsjælene bag loppemarkedet har brug for flere hænder, og leder derfor efter flere frivillige.
Og hvis der ikke kommer flere, kan det ende med, at loppemarkederne må lukke ned, fortæller folkene bag.
Opgaverne er forskellige og kan være, at man er med til at hente ting, som bliver givet til loppemarkederne.
De finder sted på lørdage i de lyse måneder med 5-6 ugers mellemrum, og det er mellem kl. 09.30 og 14.00.
Hvis du er interesseret, eller vil høre mere så kontakt Peter Bonderup på tlf. 2326 5654.

Læs om fantastiske oplevelser og events