Skole og børnehave for små til at kunne overholde krav
– Det er en fysisk umulighed for Nørhalne Skole og børnehaven at overholde sundhedsmyndighedernes krav om grupper på højst 10 personer samt to meters afstand mellem børnene, når genåbningen af skoler for elever i 0. til 5. årgang samt børnehaver begynder fra torsdag 16. april.
Skolen har 6. klassetrin og har derfor ikke de ekstra tomme lokaler, som skoler med 9. klassetrin kan bruge som løsning.
Desuden er der i forvejen et hårdt pres på børnehaven, hvorfor kommunen allerede har besluttet, at den skal udvides. Hvordan det skal ske arbejdes der med p.t.
Pladsmangel i børnehaven
Derfor har ledelsen på Nørhalne Skole måttet tænke kreativt inden genåbningen. Og der er fundet en løsning i at låne lokaler og plads på Ryaa Efterskole i St. Vildmose.
– Vi er tvunget til at flytte nogle af børnene. På grund af mangel på plads i børnehaven har vi i et lille års tid haft en udflyttergruppe hos Nørhalne Fodboldgolf. Den ordning er netop slut, og vi vil ikke til at flytte børnehavebørnene en gang til, siger Finn Bonde, leder af skole og børnehaven.
Undervisning på en anden skole
Så det bliver 3. til 5. klasserne, der fra og med torsdag 16. april skal modtage undervisning på Ryaa Efterskole, som i forvejen er lukket ned.
For at undgå at for mange samles ved skolen, så skal eleverne på de tre klassetrin mødes ved Nørhalne Hallen, hvor de i busser bliver kørt til efterskolen.
Det sker forskudt, da der ikke må være ret mange i busserne ad gang, så 3. klasse har skoledag fra kl. 8-13, mens 4. og 5. klasserne har fra 08.30 til 13.30, oplyser Finn Bonde.
Det giver pladsen
– Det giver os den plads på skolen, som vi skal bruge til at skabe afstand mellem børnene i børnehaven. Nogle af grupperne får stuer på skolen, og samtidig har de stadig deres egne skifte- og toiletfaciliteter samt legeplads, fortæller Finn Bonde.
På legepladsen bliver der også opsat pavilloner, så man kan spise ude, da der er madordning i børnehaven.
Spændende udefaciliteter
På Ryaa Efterskole er der fremragende udefaciliteter. Der bliver kommer også pavilloner, og Nørhalne Skole har fået lov til at låne naturvejleder Svend Møller.
I alt otte grupper skal benytte efterskolen, og de får også hver deres lokale.
– Der er ikke klasselokaler nok, men vi har fået lov til at låne en kantine og en lejlighed derude, så det lykkes, fortæller Finn Bonde.
Øget personale
På personalesiden trækkes der også på hjælp fra medarbejdere fra PPR og ungdomsskolen, ligesom der midlertidigt er ansat en ekstra lærer.
– Med de små grupper er vi pludseligt dobbelt så mange hold, siger Finn Bonde.