Pandrup

1-0 eller 4-0 er ligegyldigt, sejren skal i hus

Fodbold 2. division, gruppe 1
Jammerbugt FC – Holstebro B: 1-0 (0-0)
1-0 Anders Rosengren (70.)

Efter 4 kampe uden sejr var det yderst vigtigt for Jammerbugt FC at tage de tre point hjemme mod bundholdet, Holstebro.

Tørstede efter sejr
Og det lykkedes, selv om cheftræner Bo Zinck gerne havde set en mere sikker sejr.
Men først og fremmest handlede det efter en periode uden sejre og uden scoringer i 4 kampe om at vinde.
– Det handlede udelukkende om at vinde, og det er ligegyldigt, om det blev 1-0 eller 4-0. Det var en sejr, vi bare skulle have ind under bæltet, og det er klart, at det her giver os et boost. Vi har tørstet efter en sejr, understreger Bo Zinck.
Han hæfter sig ved, at trods en periode uden sejre, så har der været en klippefast defensiv, hvor der ikke er blevet scoret mod Jammerbugt FC i 3 ud af de seneste 4 kampe, så Jammerbugt FC i princippet blot behøver at score en enkelt gang for at sejre.

Bøvlet kamp

Bo Zinck betegner opgøret mod Holstebro som en bøvlet kamp, hvor gæsterne som forventet stod langt tilbage for at forsvare sig og spille på omstillinger og håbe på mål efter standarder.
– De forsvarede sig godt, og vi spillede ikke med nok tålmodighed til at få lukket dem op, siger Bo Zinck.
Det blev ændret i 2. halvleg, men typisk for den situation, som Jammerbugt FC er i lige nu, så faldt målet efter et hjørnespark, der blev sendt til bagerste stolpe, hvor Anders Rosengren flot headede bolden i mål.
Han erstattede en karantæneramt Christian Rye, mens forsvareren Nikolaj Lyngø stadig er ude med en skade.

Flere chancer
Efterhånden, som kampen skred frem, blev der mere plads til angreb, og efter målet havde Jammerbugt FC flere chancer for at score yderligere, blandt andet en friløber til Viktor Ahlmann.
Men scoringen udeblev, og selv om Holstebro ikke var tæt på at score, så gav den smalle føring kampen nerve.
– Man er jo altid nervøs for, at der kommer et uheldigt mål efter en afretning eller hvor den rammer en eller anden i ryggen, fortæller Bo Zinck.
Men Jammerbugt FC fik sejren i hus og er placeret på 2. pladsen med samme pointtal som B.93 og med Thisted på 3. pladsen.
Jammerbugt FC spiller igen 10. april ude mod Dalum.

Læs om fantastiske oplevelser og events