Fårup Sommerland har som en af de første forlystelsesparker i Danmark modtaget et nyt miljømærke, der anerkender parken som Green Attraction og dermed er bevis på, at Nordjyllands største attraktion har et bæredygtigt fokus, oplyser attraktionen i en pressemeddelelse. Miljømærket skal gøre det lettere for gæster at tilvælge bæredygtige attraktioner i Danmark.
Fårup Sommerland har gennem en årrække arbejdet målrettet med initiativer, der skal reducere forlystelsesparkens aftryk på klimaet og bidrage til parkens samlede bæredygtighed. På baggrund af det målrettede arbejde har Fårup Sommerland nu modtaget den nye Green Attraction-certificering, der betyder, at den nordjyske forlystelsespark som en af de første forlystelsesparker i Danmark har bevis på sit arbejde med at gøre parken mere bæredygtig.
– Vi har længe haft et fokus på at reducere vores energiforbrug og miljøbelastning i de dele af parken, hvor det kan lade sig gøre, så vi som forlystelsespark er med på den grønne omstilling. For os handler det ikke alene om at have de mest spektakulære forlystelser eller højeste besøgstal, men også om at skabe en forlystelsespark, der udviser ansvarlighed i forhold til omgivelserne, vores medarbejdere og alle parkens gæster. Derfor betragter vi også denne certificering som en milepæl for den rejse vi er på i Fårup Sommerland, siger Niels Jørgen Jensen, adm. direktør i Fårup Sommerland.
Miljømærket Green Attraction er skabt i et samarbejde mellem brancheforeninger og HORESTA og er tilpasset attraktioner som zoologiske haver, museer, videnspædagogiske aktivitetscentre og forlystelsesparker. Mærket har til formål at gøre det nemmere for gæster at vælge de bæredygtige attraktioner til og samtidig udfordre og understøtte branchen til at have fokus på den bæredygtige omstilling.