Er I klar på en oplevelse, I sent vil glemme? Så tag hele familien med til Uhyggelig Hyggelig Halloween i Aalborg Zoo fra den 11. til 26. oktober – en magisk efterårsoplevelse fyldt med gys, sjov og (u)hygge for både store og små.
I år bliver det endnu vildere end nogensinde før. Haven bugner af kreative dekorationer, farverige blomsteropsætninger og uhyggelige fugleskræmsler, der sammen med et GIGANTISK hav af græskar danner rammen for ægte Halloween-stemning i hver en krog. Kombinationen af naturens egne farver og de vilde udsmykninger gør turen i Zoo til en oplevelse i sig selv.
Nyheder 2025: Solsikkeportal og nyt stort legeområde
Som noget helt nyt kan I gå på opdagelse i et imponerende univers af høje solsikker og kæmpestore, farverige sommerfugle på Lemurtorvet. Et magisk område, der indbyder til ekstra fede familie-selfies mens lemurerne kigger med fra deres udsigtsposter i baggrunden.
Derudover åbner vi et nyt kæmpe Halloween-legeområde i det gamle elefantanlæg. Her kan børnene slippe fantasien løs og kaste sig ud i sjove aktiviteter, konkurrencer og masser af leg – fra monsterkast og spøgelsesbowling til den kæmpestore halmballe-labyrint.
Favoritterne vender tilbage
Ingen Halloween i Zoo uden klassikerne! Igen i år forvandles fuglevolieren til De Uddødes Kirkegård – et sted hvor hele familien kan møde den skøre Dr. Knogle og hans venner blandt uhyggelige gravsten og spindelvæv.
Ved den afrikanske landsby og Butterfly Cafe i det store telt venter Den Hjemsøgte Fjord, hvor den mystiske tangskræmmer gemmer sig blandt uhyggelige spøgelsesnet. Nettene er ikke kun til pynt, men forlagte fiskenet fisket op fra Limfjorden, hvor de lå som dødsfælder for dyrelivet på bunden. I Aalborg Zoo er de heldigvis ufarlige, men blot en påmindelse om den uhyggelige virkelighed, når mennesker sætter spor i naturen.


Særlige efterårsminder for hele familien
Uhyggelig Hyggelig Halloween er en ekstraordinær Zoo-oplevelse skabt til familier. De små kan nyde de mange lys og (u)hyggelige figurer, de større børn kan give sig i kast med aktiviteter og labyrinter, og de voksne kan glæde sig over stemningen, de smukke efterårsfarver og de lækre sæsonfavoritter i Orangeriet.
Fælles for oplevelsen er naturligvis alle havens vildt fascinerende dyr – fra løven, der brøler gennem haven, til krokodillens skumle blik og de nysgerrige surikater, der dukker op fra sandet for at holde øje med jer.
Uhyggelig Hyggelig Halloween kan opleves i Aalborg Zoo fra lørdag den 11. oktober til søndag den 26. oktober – hver dag fra kl. 10 til 17. Så pak familien ind i varme klæder, nyd turen i efterårsfarverne, og lad Aalborg Zoo stå for gys og uforglemmelige oplevelser blandt havens mange dyr.

