(Arkivfoto)
En række løbeklubber, herunder PGU Runners, er gået sammen med DGI Nordjylland om pilotprojektet, Nordjyske klub-battle, som skal motivere os alle til at komme ud ad døren og få gang i gå- eller løbeturen.
Så battler vi
Det går ud på, at når man har gået eller løbet en tur, så lægger man op på Facebooksiden, Nordjysk klub-battle, hvor langt man har motioneret.
– Du kan både gøre det både ved at vise registreringerne fra din app, eller bare skrive 5 kilometer i kommentarfeltet, og så hvilke klub du bakker op om. Og så battler klubberne om at have den største opbakning ved at få samlet flest kilometer sammen, fortæller Peter Siegen, PGU Runners.
En motivation
Formålet er at motivere til at få motion.
– Det er et fællesskab, hvor vi kan vise, hvor meget vi motionerer og se, hvad andre gør. De her registreringer motiverer til, at vi kommer ud ad døren og går en tur, selv om det er mørkt og koldt om aftenen. Det er jo sjovt at se, hvor meget det bliver til, og man konkurrerer lidt med sig selv, fortæller Peter Siegen.
Et fællesskab
Og PGU Runners oplever også stor opbakning til projektet.
– Vi har rigtig mange deltagere, også en del som vi ikke har haft kontakt til før, men som går eller løber i området, og det er der jo mange flere, der er begyndt på, siger Peter Siegen.
– Vi kan så håbe på, at vi kan få nogle af dem med i vores klub, når vi åbner op igen. Men det primære er fællesskabet, og at vi får motioneret og holder os i gang.
Holder os i gang
Klub-battle begyndte mandag 8.februar og løber foreløbig i 14 dage som et pilotprojekt.
– Men vi er klar til at køre det videre, hvis der ikke bliver lukket op. Folk er jo ved at være lidt frustrerede nu over, at de ikke kan deltage i løb, og DGI vil jo hellere end gerne gøre noget, som kan motivere folk til at motionere og sørge for, at vi får bevæget os, så vi er klar og i gang, når der bliver lukket op, siger Peter Siegen.
Du kan anmode om at blev medlem af Nordjysk klub-battle her:
Nordjysk klub-battle | Facebook