Tekst: Martin Frandsen Foto: Presse
Med Nordeuropas største akvarium og et indendørs udstillingsområde på 10.000 kvadratmeter er Nordsøen Oceanarium i Hirtshals så sandelig et besøg vejr, og med det nye udvidede udeanlæg samt et samlet udendørs udstillingsområde på 6.000 kvadratemeter er der også masser af spændende oplevelser på en solskinsdag.
Nordsøen Oceanarium har flere end 70 akvarier, hvor det største rummer hele 4,5 millioner liter havvand og flere end 4.000 fisk.
Der er et kæmpe udendørs sælarium og en masse andre HAV-oplevelser og derfor et oplagt besøgsmål i trygge rammer for store og små.
Her kan du fiske
Udearealet blev sidste år udvidet betragteligt, så der er masser af plads.
– Det betyder også, at man får det mest optimale besøg hos os, når det ikke regner, så man også kan nyde godt af vores mange udendørs oplevelser, fortæller marketingchef Sylvia Berglund.
– Vi begyndte at udvikle vores udeanlæg sidste år og fortsætter i år. I det nye område, som er navngivet Ved Fyret, løber en bæk gennem matriklen, og den kan man nu fiske i. Vi har bygget shelterpladser, hvor man kan spise sin madpakke, og vi har udvidet legepladsen.
En nordsøisk tidsrejse
Nordsøen Oceanarium byder som noget nyt også på en nordsøisk tidsrejse, som fortæller, hvordan området har forvandlet sig de sidste 65 millioner år.
– En mågefjer trækker strejf tilbage gennem historien, og det gør rav med insekter i, fossiler fra Limfjorden samt søpindsvin også, forklarer Sylvia Berglund.
Udstillingen viser også, at dyr der fandtes for 65 millioner år siden også eksisterer i dag. Det er eksempelvis søpindsvin, men også plankton og alger.
– Tidsrejsen viser, hvordan landskabet har ændret sig. For eksempel levede der isbjørne her i området for mange år siden, fortæller Sylvia Berglund.
Desuden byder akvariet i Hirtshals på daglige fodringer i Oceanariet, hos sælerne og i små og store akvarier. Man kan fange krabber, selv fodre fiskene i Oceanariet og gå på jagt efter havets guld – rav.