Lørdag den 31. maj kl. 12 får Blokhus besøg af det norske Stokken Skolemusikkorps fra Arendal. Det 25 mand store korps består af både børn, unge og voksne og byder på et alsidigt koncertprogram med både klassisk og moderne korpsmusik. Korpset har et stærkt fællesskab på tværs af aldre og stiller op med både spilleglæde og et erfarent og velspillende korps svarende til et vist niveau.
Gratis musikoplevelse
Med masser af spilleglæde og højt musikalsk niveau lover de norske musikanter en stemningsfuld oplevelse midt på torvet. Koncerten er gratis og åben for alle – en oplagt mulighed for at nyde levende musik under åben himmel.
Scenen på Blokhus Torv danner ofte ramme om musikalske oplevelser i løbet af sommeren, og besøget fra det norske musikkorps er endnu et eksempel på, hvordan torvet bruges som et levende og kulturelt samlingspunkt i byen til glæde for både lokale borgere og turister, der gæster feriebyen.
Flere musikkorps
21. – 25. juni får Blokhus igen besøg af norske musikanter. Det sker i forbindelse med Nordsøfestivalen, hvor forskellige musikkorps i løbet af de fem dage underholder med koncerter og march igennem byen. En tradition, der er foregået igennem mange år.




