Etlys Klarborgs nye butik i Hune er åbnet
– Nu bliver både lokale, gæster og turister budt hyggeligt velkommen, når de kører ind i Hune på Vesterhavsvej fra øst.
Klarborg Nisser har nemlig åbnet deres nye butik ved indkørslen til byen, og fra butiksvinduerne holder nisserne øje med trafikken og byder inden for.
Hyggelige miljøer
Udover Etly Klarborgs hjem og butik på Rødhusvej, Gammelbo, så har Klarborg Nisserne holdt til i lejede lokaler på Ilsigvej med Blokhus Lys som nabo.
– Vi har hele tiden gerne villet have vores eget, og vi så, at denne butik på Vesterhavsvej kom til salg, og den ligger jo fantastisk med butiksvinduerne ud mod vejen, så vi virkelig kan vise noget frem, fortæller Etly Klarborg.
– Her er perfekte rammer, så vi har kunnet indrette de samme miljøer som i den anden butik, og der er et stort overdækket areal, som vi kan bruge til påske- og juleudstillinger, fortæller hun.
Overvejede om det var en god ide
Sammen med sin mand, Kristian, var hun længe forgæves på udkig efter en butik til salg i Hune, hvorfor de i første omgang besluttede at leje sig ind på Ilsigvej.
– Vi tænkte også længe over, om en butik i Hune ville tage kunder fra butikken på Rødhusvej, som jo ikke er så langt fra Hune.
– Men det har den bestemt ikke gjort. Butikken her i Hune er allerede på niveau med salget i Gammelbo, fordi der kommer mange turister forbi. Og når de så kigger ind i Hune, fortæller vi jo om Gammelbo, hvor jeg jo også bor, og så skal de også lige derud og kigge, fortæller Etly Klarborg.
Lene står i butikken
Det bliver nyligt ansatte Lene Mørk, der skal stå i butikken i Hune.
Hun har tidligere arbejdet i butikken hos Aalborg Zoo.
– Jeg synes, det er helt vildt hyggeligt at skulle arbejde med Klarborg Nisser, og det er spændende med alle de turister, der kommer forbi, siger hun.