Jammerbugt åbner op for, at klubberne kan bruge boldbanerne
– Til glæde for idrætsforeninger og fodboldklubber må de nu igen have udendørsaktiviteter uden kropskontakt, når alle krav og anbefalinger overholdes.
Banerne er klar
Som led i genåbningen af Danmark, er det atter tilladt, at idræts- og foreningslivet kan dyrke aktiviteter udendørs. Derfor åbner Jammerbugt Kommune nu de kommunale boldbaner til glæde og gavn for foreningerne og ikke mindst deres medlemmer.
– Vi har passet og plejet alle fodboldbaner, som vi plejer, mens der har været lukket ned, så de ville være klar til åbningen, og vi har sørget for at vedligeholde dem, så de ikke taber værdi, siger Vej og Parkchef Jens Ørtoft.
Klubhuse er lukkede
Faciliteterne er derfor klar til at tage imod fodboldstøvlerne, og flere er
klar til at starte op med det samme, selvfølgelig med de forbehold, som
myndighederne kræver. Og ingen starter op, førend de er klar til at overholde
alle retningslinjer.
Regler og anbefalinger betyder blandt andet, at klubhuse fortsat skal være
lukkede.
Derfor må omklædning ske hjemme, og det er kun trænere/ledere, der må hente
materialer i klubhusene til aktiviteterne.
Forsamlingsforbuddet på maksimalt 10 personer skal fortsat også opretholdes.
I gang igen
Rammerne for træningen og aktiviteterne bliver altså anderledes, alligevel er
der meget at se frem til.
– Idræts- og foreningslivet er en vigtig del af Jammerbugt Kommune, og en
vigtig del i mange menneskers liv. Nu, hvor foråret er godt i gang, så er det
skønt, at vi igen kan åbne for udendørsaktiviteterne, og jeg ved, at de ude
omkring i klubberne og foreninger gør alt, så de kan åbne snart igen, fortæller
formand for Kultur- Fritids- og Landdistriktsudvalget Helle Bak Andreasen.