Aabybro

Nu stiger smitten i Jammerbugt igen


Efter en række uger med en smitte på nærmest et minimum, så bliver der nu igen registreret flere nye tilfælde af Covid-19 igen – om end det ikke er i et omfang som tidligere set.
I perioden 18. til 24. oktober er der konstateret 19 nye smittede, oplyser Jammerbugt Kommune, og det giver en incidens på 50.
– Vi følger tallene og udviklingen meget tæt, da vi jo kan se en bekymrende udvikling i nogle af vores nabokommuner, siger skole- og dagtilbudschef Helle Nørgaard Pedersen.
(Se kort nederst i artiklen)

Intet udbrud
Der er i perioden fundet nye smittetilfælde i 6 af kommunens sogne, heraf 9 i Aaby Sogn.
Men der er ikke tale om et udbrud på en enkelt skole eller i en enkelt institution, oplyser Helle Nørgaard Pedersen.
Desuden er der registreret så få nye tilfælde per dag i Aaby Sogn, at kommunen ikke får oplyst alder på de nye smittede.
Hvis der er tale om under 5 nye tilfælde per dag, så fremgår alderen på de smittede ikke i de data, som kommunen får tilsendt fra Styrelsen for Patientsikkerhed, oplyser Helle Nørgaard Pedersen.
Hun pointerer, at kommunen stadig tilbyder test på skolerne, og hun opfordrer flere elever til at benytte sig af den mulighed.
– Der er kun 20 pct. af eleverne, der bruger muligheden for at blive testet på skolerne, siger hun.

Sogne med nye tilfælde i perioden 18. til 24. oktober:

  • Aaby Sogn: 9
  • Biersted Sogn: 3
  • Vedsted Sogn: 2
  • Jetsmark Sogn: 2
  • Brovst Sogn: 2
  • V. Hjermitslev Sogn: 1

Naboerne
Nedenfor en oversigt over udviklingen i nabokommunerne i følge SSIs tal fra i dag, 25. oktober, med antal nye tilfælde i de seneste syv dage (med incidens i parentes):

  • Frederikshavn: 119 (188,72)
  • Thisted: 62 (127,64)
  • Hjørring: 72 (98,75)
  • Brønderslev: 35 (96,95)
  • Vesthimmerland: 50 (82,59)
  • Aalborg: 165 (70,67)
  • Jammerbugt: 19 (50)
  • Rebild: 14 (42,45)
  • Morsø: 4 (19,96)

Læs om fantastiske oplevelser og events