Fårup Sommerland har netop indviet årets nye attraktion, Rundrejsen, og oplevelsesglade gæster kan således glæde sig over en spritny forlystelse i sommerlandet. Rundrejsen er særlig henvendt til børn og kørestolsbrugere, og det vækker især begejstring hos Dansk Handicap Forbund, som lovpriser tilføjelsen.
Når forlystelsesglade gæster fremover går gennem porten i Fårup Sommerland, kan de udover at prøve velkendte forlystelser som Fønix og Falken nu også sætte sig til rette i en helt ny attraktion. Den nordjyske forlystelsespark har netop indviet årets nyhed, og er man ekstra glad for karusseller, er der godt nyt i vente. Den nye attraktion, Rundrejsen, er nemlig en tematiseret karrusel, der er særlig henvendt til børn og kørestolsbrugere. I karussellen er der således reserveret plads til kørestolsbruger, og det glæder man sig over i Dansk Handicap Forbund Aalborg:
– Vi oplever desværre, at der ofte mangler handicapvenlige attraktioner i danske forlystelsesparker. Derfor er vi utrolig glad for, at Fårup Sommerland nu imødekommer behovet og gør det lettere og ikke mindst sjovere at være kørestolsbruger i forlystelsesparken. Vi håber, at andre oplevelsessteder vil følge trop, så vi får endnu flere handicapvenlige oplevelsesmuligheder i Danmark, siger formand i Dansk Handicap Forbund Aalborg, Kirsten Kjølby, der var til stede til åbningen af den nye karrusel.
Rundrejsen er en to-etagers karrusel, der giver gæsterne mulighed for at tage en nostalgisk tur ned ad memory-lane. I toppen af karrusellen er der nemlig installeret håndmalede brudstykker, der fortæller om Fårup Sommerlands historie. Samtidig er karussellen opført således, at der er ekstra god plads til kørestolsbrugere, som på den måde har god adgang til og fra forlystelsen.
– Vi har længe haft fokus på at skabe endnu flere oplevelser for en bred målgruppe, så gæster i alle aldre kan få en masse gode oplevelser i parken. Et af vores fokusområder har blandt andet være at gøre Fårup Sommerland mere tilgængelig for kørestolsbrugere, og derfor er Rundrejsen en særdeles god udvidelse af vores store oplevelsessortiment, siger adm. direktør i Fårup Sommerland, Niels Jørgen Jensen.
I forbindelse med opførelsen af Rundrejsen er hele området omkring forlystelsen desuden blevet opgraderet, hvoraf der blandt andet er bygget et nyt sandkassemiljø, legeområde og ikke mindst en ny isbutik og spiseområde. Foruden rundrejsen har Fårup Sommerland op til denne sæson ligeledes opført nye handicapvenlige trampoliner som supplement til parkens øvrige udbud til kørestolsbrugere og personer med handicap.
Rundrejsen blev officielt indviet lørdag den 27. maj, og med til indvielsen var blandt andet 5-årige Mica, der er kørestolsbruger, og som fik lov til at klippe snoren til den nye forlystelse.