Nyheder
imported

Ny cheftræner på plads

Blokhus FC har fundet sin nye cheftræner i klubbens egne rækker. Således forfremmes talentansvarlige og 2. holdstræner Bo Zinck til ny cheftræner, imens Jan Steffensen fortsætter som assistenttræner.

 Blokhus FC har fundet sin nye cheftræner i klubbens egne rækker. Således forfremmes talentansvarlige og 2. holdstræner Bo Zinck til ny cheftræner, imens Jan Steffensen fortsætter som assistenttræner.

Tilbage i 2. division fra den kommende sæson skal Blokhus FC nu i gang med at bygge et hold for fremtiden. Et hold, hvorpå flere af klubbens egne unge talenter skal integreres. Med 33-årige Bo Zinck, der af Dansk Træner Union i 2010 blev kåret til årets jyske ungdomstræner, får Blokhus FC en ung talentfuld træner. En træner som besidder de rette kompetencer indenfor netop talentudvikling.

– Talent er kodeordet i Blokhus FC’s ansættelse af ny cheftræner. Vi skal have opbygget et ungt talentfuldt hold og Bo er en ung talentfuld træner, som med sine kompetencer har bevist, at han er mand for den opgave. Bo’s forløb i Blokhus FC har hele tiden været rettet mod, at Bo på et tidspunkt skulle være cheftræner i klubben, og vi mener tiden er den rette nu, forklarer Blokhus FC direktør Erik Just med henvisning til den påbegyndende opbygningsproces af et nyt ungt hold for fremtiden indeholdende flere af klubbens egne unge talenter.

– Bo har haft en afgørende betydning for talentarbejdet i Blokhus FC. Her har Bo med sit store engagement og professionelle indstilling fået opbygget et elitemiljø med en ”blå tråd” som rækker hele vejen ned gennem ungdomsafdelingen. Nu er tiden kommet til den tråd også skal implementeres op ad og bindes sammen med vores divisionstrup. Det tror vi på Bo er den rette person til at gøre.

Bo Zinck selv, som på nuværende tidspunkt er midt i en oprykningskamp til Jyllandsserien med klubbens 2. hold, der har en gennemsnitsalder på blot 19 år, glæder sig over sin nye udfordring.

– Det er en utrolig spændende ny udfordring for mig, og jeg glæder mig meget til at foretage næste og afgørende skridt i klubbens talentarbejde i form af at sikre koblingen mellem divisionstrup og ungdomsafdeling, fortæller Bo Zinck, der også har fået værdifulde erfaringer med fra sine forgængere.

– Jeg glæder jeg mig også til, at få lov at videreføre det store stykke arbejde Søren Kusk, og før ham Henning Pedersen, har gennemført med vores divisionshold. Samtidig kender jeg spillerne og klubben, så jeg ved hvad jeg går ind til, og det får mig blot til at glæde mig endnu mere.

Bo Zinck har i første omgang lavet en etårig kontrakt med Blokhus FC.

Læs om fantastiske oplevelser og events