Løkken er kendt for sine brede sandstrande, de ikoniske hvide badehuse og brusende bølger. Midt i al skønheden ligger ét af Danmarks mest imponerende molelejer, hvor man kan stå midt i Vesterhavet og skue ud mod horisonten. Her skal Løkken Molefestival finde sted.
De lokale siger, at ”Lykken er Løkken”, og der er vitterligt meget at holde af i den lille nordjyske by ved havet. Folkene bag den første molefestival i Løkken, fødevarenetværket ”Smag på Løkken”, ønsker at give alle mulighed for at opleve, hvor dejligt der er i Løkken, og hvor mange oplevelser byen byder på.
September- event
Løkken Molefestival finder sted fra den 14. – 16. september, 2018 og er bygget op omkring byens mangeårige historie som badeby og hele stemningen omkring sommerbyen med god mad, spændende og sjove oplevelser sammen med familien.
Alle aktiviteter foregår på og ved stranden i Løkken, hvor et stort festtelt byder på lækker mad, god musik og underholdning alle dage. Man kan bl.a. opleve: madworkshop for børn, at køre i land rover på stranden fra Løkken til Rubjerg Knude, børnekoncert med Michael Back, at lære at ride på bølgen med North Shore Surf, fortællinger om øl brygningens kunst, kåring af årets Løkken Molefestivalkage, modeshow på molen hvor bl.a. Blondehuset fremviser lingeri og bademode, fiskeauktion, fødevareboder og meget mere.
Historien om Løkken Mole
I 1927-1931 blev Løkken Læmole bygget med det primære formål at give fiskerne læ, når bådene trækkes op på stranden. For at skabe nye aktiviteter og styrke sammenhængen mellem by og hav blev Projekt Løkken Moleleje grundlagt. 2015 blev året, hvor molen efter et stort renoveringsarbejde blev indviet. Løkken Molefestival fejrer molen, fiskeriet og byens historie og samler familien til sjov, oplevelser og højt humør.