En ny æra begynder på Pandrup Kro, når et ungt søskendepar overtager driften 1. marts. Med en stærk lokal forankring og kærlighed til mad og service er Kasper og Pernille Jensen klar til at videreføre kroens stolte traditioner.
Efter ni år som passioneret kromutter har Bettina Nielsen besluttet at give stafetten videre. -Det er en hård branche, og jeg har drevet kroen, som var det mit barn. Men da Kasper og Pernille meldte sig på banen, vidste jeg, at kroen ville være i gode hænder, fortæller hun.
Krostuen er et populært samlingssted i byen, og siden 2015 har kroen også tilbudt spiseoplevelser. I 2017 gennemgik bygningen en større renovering og har siden også været eftertragtet i forbindelse med afholdelse af forskellige mærkedage. Henrik Krogstrup Nielsen, Pandrup, er fortsat indehaver af bygningen, men har forpagtet kroen ud til Kasper Jensen.
Alt er hjemmelavet
Med rødder i Pandrup og en stor passion for madlavning er Kasper (27) og Pernille Jensen (31) klar til at føre krotraditionen videre. Deres bedsteforældre drev en kro, og de har tidligere arbejdet i familiedrevet café i Hune. Kasper, der har en baggrund som greenkeeper, har allerede haft tre år på kroen, mens Pernille er uddannet gourmetslagter med speciale i delikatesser. Sammen vil de videreføre kroens hyggelige atmosfære og have fokus på hjemmelavede retter.
I første omgang bevares kroen, som den er, men på sigt har de planer om at udvikle nye koncepter, der kan tiltrække endnu flere gæster.
Medio marts vil kroens køkken være klar til at tage imod spisende gæster både til frokost og aften.
Bettina Nielsen ser frem til nye eventyr i Hune og glæder sig til at følge kroens videre rejse fra sidelinjen.
-Jeg er sikker på, at Kasper og Pernille vil skabe noget helt særligt, og jeg ønsker dem al mulig succes, afslutter hun.