En ny sæson i den kendte og populære forlystelsespark imødeses altid med spænding og forventning af offentligheden. Der er nemlig hvert år tradition for spændende nyt på programmet, og 2024 er ingen undtagelse. Her kan parken nemlig præsentere både en verdensnyhed blandt forlystelser og en helt ny og mere fleksibel prisstruktur, der betyder mange fordele og besparelser for gæsterne.
Helt ny vandrutsjebane – den længste og højeste i Danmark
Først verdensnyheden. Den store attraktion Aquaparken åbnede tilbage i 1989 og er løbende blevet opgraderet. I den kommende sæson præsenteres en helt ny vandrutsjebane, som er den første af sin ar i Danmark. Den kombinerer et såkaldt tailspin-element med et Boomerang-element. Det giver brugerne en helt unik oplevelse, hvor adrenalinet for alvor kommer i kog hos vandhundene. Rutsjebanen er 21 m høj og 195 m lang og repræsenterer en markant udvidelse af den i forvejen fantastiske Aquapark, der har gennemgået en gennemgribende renovering og opgradering. Med den nye rutsjebane råder Fårup Sommerland over de to længste og højeste vandrutsjebaner i Danmark, ligesom publikum kan glæde sig til et nyt badevandland og nye omklædningsfaciliteter. Også de mindre børn er tænkt ind i projektet i form af et børnevandland med en større pool og tre nye vandrutsjebaner. – Faktisk er der tale om den største investering siden Aquaparkens indvielse i 1989. – Så direktør Niels Jørgen Jensen og den øvrige stab i Fårup Sommerland håber på rigtig godt sommervejr med masser af sol, så gæsterne får optimale muligheder for at boltre sig i både Aqaparken og de mange øvrige forlystelser og muligheder for at hygge sig bl.a. med mad og drikke rundt omkring i det spændende og inspirerende sommerland helt ude i skoven.
Ny fleksibel prismodel med mange fordele og lavere priser
Og endnu en fornyelse er den nye prisstruktur, som indføres fra i år. Administrerende direktør Niels Jørgen Jensen fortæller, at der er behov for en smidiggørelse med større fleksibilitet efter siden 1975 at have fulgt den samme prismodel. Fra og med sæson 2024 bliver der således tale om varierende priser og i det hele taget en prismodel, der både giver lavere priser og muligheder for at skabe en endnu bedre oplevelse for det stadigt stigende antal besøgende i Fårup Sommerland. ”Vi indfører en model med differentierede priser for at skabe den bedst mulige oplevelse for alle ved at sprede vores besøgende over flere dage. Samtidig gør vi det markant billigere for vore gæster at komme ind på mange dage – også i skolernes sommerferie.” Den nye model betyder dagspriser fra kr. 249,- til kr. 399,-. Hvis man planlægger sine besøg i god tid og forudbestiller billetterne senest to dage før, får man oven i købet del i en ekstra rabat, den såkaldte Early Bird rabat. Det betyder et prisniveau på dagbilletter fra kr. 229,- til kr. 379,-. Så planlægning i god tid giver med andre ord endnu billigere billetter.
Alle forlystelser fortsat gratis
Niels Jørgen Jensen tilføjer, at princippet om, at alle forlystelser er gratis, når man har betalt sin entrébillet, naturligvis fastholdes. Så der er givetvis mange, der med længsel og forventning ser frem til d. 26. april, når Fårup Sommerland igen åbner dørene for en ny oplevelsesrig sæson med både spændende og markante nyheder og alle de velkendte og populære muligheder for adspredelse og underholdning.