Dagli´Brugsen i Nørhalne har ansat ny uddeler, og det er en gammel kending, nemlig Svend Nymann.
Han har tidligere arbejdet i 8 år som souschef i Nørhalnes dagligvarebutik og vender nu tilbage.
– Det er en glæde at meddele, at vi har ansat Svend Nymann som vore uddeler pr. 1. september, siger Derek Damgaard næstformand i butiksrådet for Dagli’ Brugsen Nørhalne.
Samtidig er der ansat tre nye ungarbejdere.
Udfordret
– Vi blev jo desværre i juli ramt af den perfekte storm. Vi havde i forvejen meget udskiftning i ledelsen i brugsen. Der var skift i personaler og problemer i Coops forsyningskæde, siger Derek Damgaard.
Oveni kom en kritisk sygemelding, og det betød tomme hylder.
– Det gav selvfølgelig frustration og en mindre ”friseret” forretning, end byen er vant til og har fortjent. Med fælles hjælp fra frivillige og butiksrådet, lokalt netværk, afløsere fra Dagli’ Brugs i regionen, samt en midlertidig ansættelse af vores tidligere souschef, Svend Nymann, lykkedes det i løbet af ferien at få balance i tingene.
– Derfor er vi begyndt at se på udviklingstiltag i butikken. Bl.a. de forslag borgere og kunder er kommet med undervejs, siger Derek Damgaard og tilføjer, at Per Østergaard er klar til at fortsætte i Coop.
Derek Damgaard gør også opmærksom på endnu en glædelig nyhed, at kæden Dagli´Brugsen kan holde 30-års fødselsdag i efteråret, og det bliver selvfølgelig markeret.