Blokhus

Nye planer for Strandvejen 8

Projekt med lejligheder i Blokhus er ændret

Tidligere på året blev det meldt ud, at der var 14 lejligheder undervejs på Strandvejen 8 i Blokhus, der ligger kun et stenkast fra Blokhus strand.

Men de planer er nu skrinlagt, fortæller bygherrerne, som er de to entreprenører Orla Nielsen fra Hjallerup og Finn Jensen fra Hals, der ejer firmaet Toldbodvej Aps.

De købte ejendommen tidligere på året, og står bag en del byggeprojekter i Blokhus. Byggeriet på Strandvejen 8 var en af de næste, der skulle tages fat på.

Ejendommen havde hidtil været anvendt til erhvervslejemål i stueetagen, men nye ejere havde planer om rive ejendommen ned for efterfølgende at opføre en ny 2 etagers ejendom med lejligheder, hvor der ikke ville være plads til butikker.

Den udmelding skabte en del røre blandt lokalbefolkningen, som udtrykte stor ærgrelse over, at butikkerne skulle ud og erstattes af boliger. 

En af de opsagte lejere var blandt andet Vaffelbageren, ejet af den pakistansk fødte Akhtar Zanan. Han har drevet Vaffelbageren i Blokhus de seneste 5 år, hvor han havde fået opbygget en god fast kundekreds og samtidig tiltrak mange nye gæster til sin lille is-forretning. Kunderne nød godt af den smagfulde italiensk is og duften af hjemmelavede nybagte vafler, der bredte sig ud på gaden. Det fristede og fik de mange forbipasserende gæster til at stille sig i lang kø ude på gaden.

Udsigten til at det ville forsvinde, bragte sindene i kog.

-Jeg har fået så meget skæld ud over, at han skulle lukke. Og han er altså for stor til, at jeg kan smide ham ud, griner ejeren af Strandvejen 8, Finn Jensen. Så vi har ændret planerne, så han kan fortsætte hans forretning.

Det vækker begejstring hos Akhtar Zanan:

-Jeg er ovenud glad for ikke at være hjemløs og kan vende tilbage til Blokhus. Lige nu holder jeg ferie, men kommer retur til foråret, hvor jeg kan åbne igen. Det glæder jeg mig til.

En anden årsag til at planerne for ejendommen er ændret fra nedrivning til renovering er, at bygherrerne har taget tiderne i betragtning, hvor der er inflation og høje materialepriser.

-Alt er dyrt lige nu, siger Finn Jensen, så derfor har vi i stedet besluttet at renovere ejendommen. Vi sætter det hele i stand med nye vinduer og facadepuds, og så bliver der fremover plads til butikker i hele underetagen.

Ombygningen er allerede i gang og projektet forventes færdiggjort 1. marts 2023, hvor lejerne kan flytte ind.

Læs om fantastiske oplevelser og events