Tekst og foto: Martin Frandsen
Jammerbugt Kommune er ved at få anlagt en rundkørsel i det yderst trafikerede firbenede kryds mellem Vesterhavsvej, Faarupvej og Kvorupvej øst for Hune.
Her gik anlægsarbejdet, som er sendt i udbud til en privat entreprenør, i gang i september, og rundkørslen ventes færdig og klar til brug i medio december.
Det oplyser Kristian Olsen fra teknik & anlæg i Jammerbugt Kommune. Dog tager kommunen forbehold for uforudsete forsinkelser, som eksempelvis vejrlig.
Øget fremkommelighed
– Rundkørslen bliver primært anlagt for at øge fremkommeligheden i krydset. Det er svært at komme fra Faarupvej og ud på Vesterhavsvej i sommersæsonen, hvor der er meget trafik til og fra Blokhus og stranden. En rundkørsel kan sikre en bedre afvikling af trafikken i spidsbelastningen, fortæller han.
Aflaster Hune
Desuden har ophobning af trafik fra Fårup Sommerland til krydset Vesterhavsvej og Faarupvej betydet, at gæster på vej hjem fra fra Fårup Sommerland er blevet ledt via rundkørslen i Hune i stedet. Dette skal en ny rundkørsel også skal være med til at aflaste. Der er afsat 3,5 mio. kr. til anlæg af rundkørslen.
Nyt lyskryds
I forvejen har Jammerbugt Kommune i forbindelse med budget 2021 besluttet, at der skal oprettes et lyskryds ved Hunetorpvej og Vesterhavsvej, og der afsat 600.000 kroner til arbejdet. Lyskrydset ventes færdigt til sommer, og der skal også etableres buslommer på Vesterhavsvej i Hune, så NT-busserne ikke stopper al trafik, når passagerne står af eller på.