Nyhed:
Frederik fra Hune modtager Årets Ungleder pris
Årets Idrætspriser 2016 er uddelt. 132 af kommunens idrætsudøvere og frivillige ledere blev hædret for deres indsats og præsentationer i løbet af 2016. Den nye pris Årets Ungleder 2016 gik til 17-årige Frederik Larsen fra Hune – tilknyttet PGU Pandrup
Tekst: Louise Kande – Foto: presse
2016 har været et godt år for idrætsudøverne i Jammerbugt Kommune. Borgmester Mogens Gade måtte dele hele 132 medaljer ud til idrætsudøvere i kommunen, som har gjort sig særligt bemærket inden for deres sportsgren.
Første gang Årets Ungleder blev hædret
Frederik Larsen fra PGU Pandrup blev første modtager af Årets Ungleder pris. En pris han fik overrakt, for sin indsats som hjælpeinstruktør og instruktør på flere hold i PGU Gymnastik. Desuden er han med som instruktør på PGU Gymnastikskole.
”Frederiks engagement er ud over det sædvanlige. Han er en god rollemodel over for gymnasterne. Han sætter altid gymnasterne i centrum og er god til at lære fra sig. Frederik går foran som et godt eksempel både til træning, stævner, konkurrencer og fester. Ligesom Frederik bidrager til et godt samarbejde i de instruktørteams, han er en del af. Han møder alle opgaverne med et godt humør, og et høfligt og smilende væsen” – således lød begrundelsen.
Ungleder prisen er et nyt initiativ. Med prisen ønsker Jammerbugt Kommune i samarbejde med DGI Nordjylland og med støtte fra Spar Nord Fonden at sætte fokus på de unge frivillige, der vælger at give deres passion for idrætten videre, ved at træne andre idrætsudøvere og være en god rollemodel.