Tekst: Louise Kande – Foto: Poul Nymark
”Det er nok sidste måned i et stykke tid, at tallene er så overvældende. For corona kommer også til at sætte dagsordenen på boligmarkedet i de kommende måneder.” Sådan sagde Boligsidens kommunikationsdirektør Birgit Daetz i en pressemeddelelse, da Boligsiden i marts præsenterede flotte handelstal for februar måned. Egentlig fik hun ret. For corona har sat dagsordenen på boligmarkedet lige siden, men det er bare gået langt bedre end hun og alle landets øvrige eksperter forudså dengang.
”Forudsigelserne om et boligmarked i knæ er blevet gjort til skamme. De lokale mæglere i Jammerbugten melder alle om stor efterspørgsel, mange handler og et lavt udbud, og der er ikke i nogen anden måned siden 2011 solgt så mange huse”
Ikke været bedre siden 2011
Forudsigelserne er dog siden blevet gjort til skamme. Foruden at de lokale mæglere i Jammerbugten alle melder om kæmpe stor efterspørgsel, mange handler og et lavt udbud, udgav Boligsiden tirsdag i denne uge handelstal for maj måned, der viser, at der ikke i nogen anden måned siden 2011 er solgt så mange huse. – Vi er blevet overraskede mange gange af udviklingen på boligmarkedet de seneste måneder. Det er ikke gået så skævt, som både vi og andre eksperter forudså i marts og april. Senest har vi da også set Det Økonomiske Råd nedjustere forventningerne til faldet i huspriserne kraftigt, siger Birgit Daetz.
Foreløbig status på 2020
Tager vi et kig på, hvordan det er gået med huspriserne indtil videre i år, viser de seneste tal fra Boligsidens Markedsindeks for maj måned, at der fortsat er positiv prisændring i forhold til for et år siden. Således er priserne i maj 1,2 procent højere end i maj sidste år. Hvordan priserne udvikler sig de kommende måneder er stadig svært at spå om. De mange hushandler og det aktuelt meget lave udbud kan pege i retning af at de fortsat stiger.