Nu er den endelige plan lagt for Strandvejen 8 i Blokhus. Ejendommen skal rives ned, og der skal i stedet opføres en bygning med 14 lejligheder, som skal lejes ud.
Bygherrerne er de 2 entreprenører Orla Nielsen fra Hjallerup og Finn Jensen fra Hals, som ejer firmaet Toldbodvej Aps, og de købte ejendommen tidligere på året.
Indtil nu har bygningen været anvendt til erhvervslejemål, og tilbage i februar måned meldte de nye ejere ud, at de eksisterende lejemål skulle fortsætte sommeren over. Herefter skulle der tages stilling til, hvad bygningen skulle bruges til, og nu er indehaverne klar med en plan.
Velkendt byggefirma
Det er erfarne herrer, der skal stå i spidsen for byggeriet. De står bag flere projekter i Blokhus. F.eks. lejligheder på Klitvej, 6 lejligheder på Toldbodvej, 4 huse på Ålborgvej 28 og projektet på Ålborgvej 12 – beliggende bag Lanternen.
Alle er blevet opført de seneste 4-5 år. Senest har det drejet sig om byggeriet på Støvesvej 1, hvor der er opført 4 boliger.
Projektet på Strandvejen 8 ligner i store træk, det bygherrerne har opført på Støvesvej.
Finn Jensen oplyser, at det vil blive opført i 2 etager, og lejlighederne bliver på ca. 100 m2 hver.
Bygningen bliver i T-form, og der bygges på eksisterende sokkel. Det vil derfor ikke fylde meget mere end det gør i dag, oplyser bygherren.
Parkeringspladsen imellem Strandvejen 8 og Kunstcafeen hører også med til matriklen, men den forbliver stort set, som den er er. Pladsen skal også fremover anvendes til P-pladser, som kommer til at høre til lejlighederne.
Så snart der er grønt lys fra Jammerbugt Kommune vil byggefirmaet gå i gang med at realisere planerne.
-Vi har sendt tegninger ind til kommunen og venter på en godkendelse, siger Finn Jensen.
De har givet udtryk for, at det er et fint projekt. Og de meddelte også, at de ville sætte pris på, at vi ventede med at gå igang til højsæsonen var forbi. Det var for at undgå alt for meget byggerod, som kunne være til gene for gæsterne i byen.
De har så til gengæld lovet, at de ville arbejde for en hurtig sagsbehandling, udtaler Finn Jensen.
Det forventes, at der vil gå halvandet år inden lejlighederne kan tages i brug.