Blokhus

Nyt hotel med 142 værelser ved Skulpturparken

Til juleaften 2023 kan et splinternyt 4-stjernet hotel på ca. 10.000 kvadratmeter og med 142 familievenlige værelser, tagterrasser samt et unikt spa- og wellness-center ved Kulturhuset og Skulpturparken i Blokhus åbne dørene for de første gæster – under forudsætning af, at den nuværende tidsplan for projektet holder.

Et resort
Det er selskabet bag Skulpturparken og Kulturhuset, der står bag det store projekt, som under arbejdstitlen ”Hotel Blokhus” bliver til et samlet stort resort, omfattende også Kulturhusets restaurant, selskabslokaler, kunstbutik, galleri, arkade, orangeri samt Skulpturparkens mange oplevelser i den 20.000 kvadratmeter store park.
– Der er et kæmpe potentiale for et hotel. Vi har flere end 1,7 millioner overnattende turister i Blokhus-området, men ikke ret mange hotelværelser, som der er stor efterspørgsel efter, siger John Andersen.
Han henviser blandt andet til en analyse fra Destination Nordvestkysten, der fortæller, at mere hotelkapacitet er afgørende for udvikling af området.
– Når vi har selskaber, konferencer og møder i Kulturhuset oplever vi også, at der bliver spurgt efter muligheder for overnatning, fortæller John Andersen og tilføjer.
– Vi har allerede talt med mange busselskaber, som er klar til at booke hotelværelser.
Hotellets gæster får mulighed for at tilkøbe morgenmad, frokost og aftensmad i Kulturhuset og Skulpturparken, som derfor vil gå fra at holde åbent i ca. 9 måneder til at have åbent hele året rundt.
Projektet betyder også mindst 12 nye fuldtidsstillinger, og det vil uden tvivl få en positiv påvirkning af turisters og gæsters søgning til hele Blokhus-området.

Store værelser
Det nye hotel bliver opført på arealet, hvor Verdens Største Sandslot troner, ligesom bygningerne Vesterhavsvej 10 og 12 snart overtages og vil blive revet ned i april 2022.
Og etape 2 i hotelopførelsen bliver på naboarealet mod syd med XL Bygs lagerhal, som forventes overtaget i løbet af foråret 2023.
Hotellet bliver meget handicapvenligt og får 142 familievenlige og store værelser med plads til minimum 4 personer til konkurrencedygtige priser. Alle værelser er på mellem 27 og 52 kvadratmeter – mindst 10 kvadratmeter større end almindelige hotelværelser.
Der vil være både standard samt VIP-værelser, og 26 af dem vil være ”studios” i 2 etager med hems.
Alle værelser får også køkken-trinetter samt gode altaner, og der vil være connecting doors, så man kan slå flere værelser sammen.
– Der bliver rigtig god plads til familier og mulighed for at spise enten inde eller ude, hvis man f.eks. vælger at blive hjemme og spise på sit værelse en aften, siger John Andersen.
Det lægger op til, at gæsterne vil booke længerevarende ophold på flere dage eller en uge.

Unikt spa- og wellnesscenter
Hotellet vil også byde på store tagterrasser i flere niveauer og ikke mindst et 1.000 kvadratmeter stort spa- og wellnesscenter, der bliver helt unikt.
– Vi samler 10 internationale kendte skulptører til at udsmykke det, så det bliver et wellnesscenter, der ikke er set magen til i hele Verden, siger John Andersen.
Dermed bliver centret en attraktion i sig selv for hotellet, som jo får en placering tæt på den flotte natur med skov, strand og Vesterhav samt områdets mange andre attraktioner.

Medinvestor
Bygningen bliver op til 4 etager eller max 14 meters højde, og den trapper op i højden fra syd mod nord som anført i den vedtagne lokalplan.
Lige nu er der ved at blive lagt sidste hånd på materiale beskrivelser, hvorefter projektet sendes i entreprenørudbud medio oktober.
Med forbehold for pris, og hvornår den valgte entreprenør kan bygge samt indhentning af byggetilladelsen, så er tidsplanen, at opførelsen af hotellet bør kunne gå i gang i 2. kvartal 2022, så det kan stå indflytningsklar til julen 2023.
– Vi smider værdier for 50 mio. kr. bestående af Kulturhuset, Skulpturparken samt penge i projektet, og så vil vi gerne finde en eller flere medinvestorer, som kommer med yderligere 50 mio. kr.
– Hvis der kommer en eller flere medinvestorer med beløb i den størrelsesorden, så vil vedkommende komme til at eje 50 pct. af et nøgleklart 4-stjernet hotel til 150 mio. kr. men også komme til at eje halvdelen af Skulpturparken og Kulturhuset, siger John Andersen.
Og ud fra en meget konservativ og forsigtig analyse vil hotellet have minimum cirka 65.000 overnattende gæster om året.
Skulpturparken og Kulturhuset har i øvrigt i forvejen et årligt besøgstal i niveauet 120.000 til 140.000 gæster.

Illustration: Kuben
Illustration: Kuben
Illustration: Kuben

Læs om fantastiske oplevelser og events