Nyheder
imported

Nyt – men kendt ansigt på Blokhus medier

Der er travlt på redaktionen i Blokhus. Det har medført en spændende stilling til Merete Fuglsang Hansen der er deltidsansat pr. 1. oktober.

Tekst og foto: Lotte Kande

De fleste i destinationen kender hende som ”Cykel-Merete”, i og med at hun på 16. år driver Hune-Blokhus Cykeludlejning, der har til huse i Hune. Men pr. 1. oktober kan hun tilføje endnu en jobfunktion på CV’et, nemlig projektmedarbejder ved Blokhus medier. –Jeg er virkelig glad for, at denne mulighed er opstået, siger Merete smilende, idet hun nu kan kombinere de to erhverv, som hun brænder for i det område hendes hjerte står så nært, og som ligeledes har været hendes base igennem hele livet. Nemlig hendes cykeludlejning og muligheden for at være konsulent på nogle konkrete produkter i Blokhus mediers portefølje.

Nye projekter i støbeskeen

-På redaktionen har vi flere projekter i støbeskeen. Jeg har som det første taget hul på et nyt koncept, der har til formål at samle de mange interessante virksomheder, attraktioner mv. som området byder på. De vil for fremtiden få deres helt egne sider i Blokhus avis under navnet ”Turguiden”. Den første udgave: ”Turguide til efterårsferien”, kan allerede ses i denne avisudgave, fortæller hun, ligesom hun løfter sløret for, at hun ønsker at iværksætte temasider som bl.a. interessante kunstruter, spændende spiseoplevelser, skjulte skatte og meget andet. –Mine styrker ligger i, at jeg kender hele destinationen og de fleste af aktørerne der er beskæftiget herude i kystområdet. Min viden fra cykeludlejningen kan jeg føre med over i stillingen, idet jeg har forståelsen for mange af de lokale aktørers behov, herunder især de mindre virksomheder. Selvom man er en lille aktør, kan man godt have et stort behov for at synliggøre sin virksomhed, og det hjælper jeg meget gerne med, fortæller Merete der samtidig glæder sig til at komme rundt i området og besøge Blokhus mediers mange annoncører.  -Jeg vil heller ikke lægge skjul på, at jeg også glæder mig til, at blive en del af en stærkt og sprudlende team, hvor stemningen er høj og energiniveauet det samme. Det er kvaliteter jeg selv vægter højt, afslutter Merete.

Læs om fantastiske oplevelser og events