Nyheder
imported

Open Air koncert med Lis Sørensen og Moonjam

Arrangør håber at udendørs koncert torsdag den 8. august kan blive den første af mange

Arrangør håber at udendørs koncert torsdag den 8. august kan blive den første af mange

Når Moonjam og Lis Sørensen træder ind på scenen torsdag aften på plænen ved Kulturhuset Blokhus, med de smukke sandskulpturer som en del af kulissen, vil det være første gang at kulturhuset binder an med et arrangement af den type.

Men står det til arrangørerne bliver det ikke det sidste. Man håber at lignende koncerter kan arrangeres næste år.

Derfor har man også sat alle sejl til for at skabe en god oplevelse for koncertgæsterne med blandt andet mulighed for tribunepladser o.s.v. Der er plads til 2000 – 3000 på plænen så mulighederne er mange.

Kærlighedens stemme

Denne torsdag aften kan man være sikker på at få en god solid musikalsk oplevelse.

En af dansk musik´s allerstørste navne, Lis Sørensen, er nemlig garant for at man går hjem med masser af ”ørehængere” i bagagen.

For Lis Sørensen handler det først og sidst om nærvær. Det kan aldrig på noget tidspunkt komme på tale at nøjes med at give sig halvt. 100% kan vel dårligt gøre det, så hellere 110, for – som hun plejer at sige:

– man skal jo ikke stå og fedte med det.

Lis Sørensen kommer til Kulturhuset med sit band for at give folk en musikoplevelse af de helt store. Med sig har hun sine allerstørste og elskede sange.

Trods de næsten 40 år i musikbranchen har hun til stadighed formået at forny sig og lokke nye generationer til, som har opdaget det imponerende skatkammer af sange, som Lis igennem en lang karriere har været ophavskvinde til.

Man kan uden tvivl glæde sig til en varm stemning med gensidigt nærvær. En fælles musikoplevelse ud over det sædvanlige. Lis Sørensens koncerter er nemlig kendt for både genkendelighed og store overraskelser.

Få solister frembyder en så overbevisende og varm tilstedeværelse på scenen som Lis Sørensen og med sit stærke og roste orkester i ryggen, er banen kridtet op til en forrygende aften i selskab med nye sange og sprællevende klassikere. Mon ikke hun disker op med numre som ”Mine øjne de skal se”, ”Tæt på ækvator”, ”Verden er i farver”, ”Stille før storm”, ”Fuld af nattens stjerner” og ”Indtil dig igen”.

Flot coemback

Aftenens andet band er Moonjam. Fra 1987 og små 14 år frem solgte bandet op  mod en halv million plader og spillede op mod 600 koncerter. De er nu seriøst tilbage på den danske scene – mere gearet end nogensinde før til at forføre og fortrylle, fremadrettet over blå bjerge mod nye horisonter.

Moonjam tog et langt break lige efter årtusindeskiftet, men siden udgivelsen af guldpladesuccesen Flashback i 2007, Raining In Asia i 2009  og senest Bandet og Den Uskyldige Morder i 2011 har bandet stille og roligt indtaget de danske festivalscener, kultur- og teatersale samt klubber  igen – og med stor succes.

Bagkataloget er kæmpestort, masser af hits fra firserne og halvfemserne. Tænk bare på sange som ”Sarai”, ”Tickets to peace” og ”Gennem ild og vand”. Læg dertil sangene fra de nyeste albums, som er kreeret med omhu og kærlighed, og med en sand stjernebesætning af musikere og solister.

Denne aften medbringer bandet sangeren Gry Harrit. Udover masser af Moonjam hits vil bandet nemlig også servere de bedste og største numre fra Sneakers, hvor Morten Kærså var en af de drivende kræfter. Hun tager over som stemme efter Sanne Salmonsen, og har fået fantastiske anmeldelser igennem de to år som samarbejdet har eksisteret.

Publikum kan glæde sig til et Moonjam i storform med et tempofyldt koncertshow, der i den grad trækker på bandets kæmpe erfaring med at få magien til at udfolde sig i et formfuldendt sammenspil mellem publikum og orkestrets formidable musikere og solister.

Læs om fantastiske oplevelser og events