Det sker

Oplev historien om Maries Hus

Guidet tur i Svinkløvs smukke natur

Midt i den fredfyldte Svinkløv Plantage, omgivet af skov, klitter i kort afstand fra Svinklovene og Svinkløv Badehotel, gemmer et helt særligt stykke lokalhistorie sig. Nu inviterer Feriecenter Slettestrand på en 2 timers guidet tur til det nyrenoverede Maries Hus – et af områdets mest stemningsfulde kulturhistoriske steder. På turen, der er 2 x 2,5 km. tager en guide deltagerne med tilbage i tiden og fortæller historien om det lille hus, som gennem generationer har været en del af livet ved Vesterhavet. Undervejs er der tid til at nyde de naturskønne omgivelser, en lille snack og den helt særlige ro, der kendetegner området, oplyser feriecenteret.

Maries Hus stammer fra 1800-tallet og er opkaldt efter husets sidste beboer, Marie, som boede her fra 1899 til 1926 og opfostrede en stor børneflok under beskedne forhold. Huset, der var det sidste ”hedebondehus” af sin art på egnen, var gennem mange år i stærkt forfald, men i 2024 blev det nænsomt restaureret med stor respekt for de oprindelige materialer og gamle håndværkstraditioner. Bag restaureringen stod den lokale forening Udvikling Han Herred i samarbejde med Naturstyrelsen og Jammerbugt Kommune, der har assisteret med at søge støttemidler til projektet.

I dag fungerer huset som et åbent samlingspunkt for både lokale og de mange vandrere og cyklister på Hærvejen. Her kan besøgende opleve husets autentiske atmosfære med brændeovn, borde-bænke og en historie, der fortæller om livet i Svinkløv for mere end 100 år siden. Huset er uaflåst og kan bruges af alle, der kommer forbi.

Den guidede tur, der har et beskedent deltagergebyr på 40 kr., finder sted den 6/8 kl. 19.30 og den 9. august kl. 10.30. Feriecenteret opfordrer alle interesserede til at deltage. Det er en oplagt mulighed for både lokale og feriegæster, der ønsker at opleve en anderledes side af Svinkløv.

Flere nyheder