Fårup Sommerlands nye rutsjebane, Orkanen, er netop blevet kåret til at være Europas 2. bedste nye coaster i år. Jubel i Fårup Sommerland over topplaceringen.
Dommerpanelet, der har stået bag kåringen, består af en international jury af europæiske eksperter og det tyske magasin Kirmes & Park Revue.
– Det er kæmpestort, og vi er meget stolte over, at vi her i Nordjylland åbenbart har format til at bygge en rutsjebane, der markerer sig blandt de allerbedste i Eruopa. At vi har fået denne pris, sætter en tyk streg under, at vi har ramt plet med Orkanen. Det kan vi i øvrigt også mærke på vores gæster, der er meget glade for den, siger Fårup Sommerlands direktør, Søren Kragelund.
Ikke færre end 361.000 gæster har prøvet en tur i Orkanen, siden indvielsen den 5. juni.
Dommerne har lagt vægt på, at Orkanen appellerer til de børnefamilier, den er bygget til, og at selv små børn fra 1,05 meter kan komme med.
– Vi er også blevet belønnet for, at selve turen er fantastisk sjov, at flowet i banen er blødt og easy-going, samt at der er masser af wow-effekt i dekoration og omgivelser. Den anerkendelse vi har fået med prisen, er også et klart cadeau til både Fårups egne og de mange lokale håndværkere, der har hjulpet med at bygge Orkanen, og til leverandøren Vekoma.
Søren Kragelund er netop hjemvendt fra IAAPA’s Euro Attraction Show (EAS) i Frankrig, hvor prisen er blevet overrakt.
Vi er med helt fremme
Prisoverrækkelsen og kåringen af Europas bedste, nye rutsjebaner er en europæisk pendent til den store internationalt anerkendte pris, som det amerikanske magasin ”Amusement Today” uddeler hvert år til forlystelsesparker i hele verden. Fårup Sommerland har også modtaget denne pris, da parken blev kåret til verdens 3. bedste familiepark i 2010, 2011 og 2012.
– Men det er første gang, at én af Fårups forlystelser i sig selv bliver fremhævet og kåret på denne måde, så det er meget specielt. Det beviser, at vi kan være med helt fremme – også på design, teknologi og teknik. Vi ved, at vi var oppe imod de helt store i konkurrencen om at komme i top tre over Europas bedste rutsjebaner. Vi blev slået på målstregen af en ny stor rutsjebane i forlystelsesparken Tripsdrill i Sydtyskland, slutter Søren Kragelund.