Ingstrup Mejeri er et af Danmarks ældste og mindste ostemejerier, hvor osten stadig fremstilles efter traditionelle opskrifter og metoder. Med faglig stolthed og passion skabes oste med en unik smag. Al mælk, der bruges i fremstillingen, kommer fra køerne på Vrejlev Kloster.
Blandt mejeriets mest populære oste er Løkken Bunkerost, som modnes i en bunker nær havet ved Løkken. Det særlige klima med høj luftfugtighed og saltindhold bidrager til ostens karakteristiske smag.
I mejeributikken i Ingstrup findes et udvalg af lækre specialiteter fra lokale producenter, herunder marmelade, juice og andre delikatesser. Derudover forhandles oste fra både Sønderhaven Gårdmejeri og Asaa Mejeri.