Snart er det påske og en masse feriedage venter forude.
Den flotte natur, brede sandstrande samt den unikke ferieby-atmosfære tiltrækker hvert år en masse glade feriegæster og sammen med den kommende Påskefestival, er Destination Blokhus igen i år en fantastisk ramme om påskeoplevelser for hele familien. Destination Blokhus har sammen med områdets virksomheder og et stort team af frivillige lagt sig i selen for at skabe et fantastisk påskeprogram med masser af aktiviteter og oplevelser hele ferieugen.
– I Destination Blokhus handler påsken om at skabe rammerne for fællesskabsoplevelser, hvor både børn og voksne kan være sammen om noget særligt. Med Blokhus Påskefestival ønsker vi at give både gæster og lokale minder, der rækker langt ud over selve påsken, hvad enten det er gennem leg, natur, kultur eller de små øjeblikke, man deler sammen, udtaler Jannie Ratke, eventansvarlig i Destination Blokhus.


Kan du løse mysteriet?
En af årets helt nye aktiviteter er Blokhus’ Mysteriet, hvor byen forvandles til en slags udendørs escape room. Det sker Skærtorsdag, og her gælder det om at deltagerne følger ledetrådene rundt i Blokhus og løser opgaverne. Det er et kapløb mod tiden og den første, der knækker mysteriet korrekt, kan vinde et Jammerbugt-gavekort på 1.000 kroner.
Kemiker for en dag
Lørdag den 4. april er teltet på Blokhus Torv forvandlet til et mini-laboratorium, hvor der skal laves sjove eksperimenter og små videnskabelige forsøg. Der skal leges med ufarlige ingredienser, hvor man vil kunne overvære overraskende resultater. En gratis og sjov aktivitet for hele familien, hvor frivillige vil sørge for at guide deltagerne.


Vild med dyr
Midt i påskeugen bliver der ekstra liv på torvet med Vild onsdag. Her kan gæster blandt andet møde Danmarks originale slangetæmmer Peter Løve Mark, kæle for alpakaer og kælegrise eller gå under overfladen og se, hvordan havets dyr ser ud indeni. Prøv en tur på de små islænderheste eller tag med de sprudlende biologer Badass Biology på tur og fortsæt med dem på ravjagt med UV-lygter, når mørket falder på.



Derudover byder festivalen på en lang række øvrige aktiviteter i løbet af ugen. Børnene kan prøve kræfter med cirkusskole og cirkusshow, lære tricks i trylleskole eller deltage i kreative værksteder. Rundt i området er der Den store påskeægsjagt og i teltet kan man dekorere søde påskelækkerier til en romkugle-workshop med Sara Græsborg. Under festivalen vil der også være underholdning på torvet med blandt andet hiphop show og rope skipping show.
På torvet kan du glæde dig til Blokhus Påskemarked med lækre lokale råvarer, specialiteter og spændende kunst. Påsken står også i kunstens tegn. For at markere starten på påsken har den anerkendte psaligrafi-kunstner Bit Vejle, igen i år udarbejdet et 2,5 meter højt påskeæg, som sammen med æg fra tidligere år er udstillet i bybilledet. Og Palmesøndag kan man besøge kunst-, krea- og designmarkedet Håndlavet & Håndværk, hvor kunstnere og kreative udstillere sælger deres egne håndlavede produkter
Destination Blokhus byder på et ægte påskeeventyr hele ferieugen, og dette er kun et lille udpluk af programmet. Der bliver et væld af oplevelser for hele familien, hvor man kan kombinere festivalens hundredvis af aktiviteter med hyggelige restaurantbesøg og spændende shopping.







